”Jeg tænker ikke kun grønt for at tænke grønt”
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Det kan sagtens lade sig gøre både at tænke bæredygtigt og samtidig spare penge. Sådan er udgangspunktet hos Jens Jørgensen, der er ejendomsmester i samdriften i Harens Kvarter, Køge alm. Boligselskab.
- Jeg tænker ikke kun grønt for at tænke grønt. Jeg tænker også på at spare penge og på beboernes husleje. Der er penge at spare i det grønne, selvom det kræver investeringer. Det er win-win, når du både kan gøre noget for miljøet og spare penge, fortæller Jens Jørgensen.
Solceller på vej
Ejendomskontoret og afdelingsbestyrelsen har et tæt samarbejde om at vælge de rette løsninger, og lige nu arbejder afdelingen på et grønt projekt, der senere kan udbygges. Solceller skal op på beboerhuset, vaskeriet og varmecentralen.
- Strømmen kan bruges i beboerhuset, til maskinerne i vaskeriet og til at drive de store pumper i varmecentralen. Overskudsenergien vil vi opbevare på et stort batteri, da der også er brug for bæredygtig strøm efter solnedgang. Det her er en lavthængende frugt, der er lige til at plukke. Det er vigtigt, at vi har visioner og kan se bæredygtige sammenhænge, forklarer René Birch, afdelingsformand i Harens Kvarter, og tilføjer, at projektet har en tilbagebetalingstid på under fem år.
Jens Jørgensen har indhentet tilbud på, hvad projektet vil koste, og senere kommer det i udbud, inden det bedste tilbud bliver valgt.
Træflis- og pillefyr
Harens Kvarter har også tidligere tænkt grønt, og for nogle år siden blev en ny CO2-neutral varmecentral, der dækker Harens Kvarter og Skovbo Ældreboliger, afdeling Gemsehusene, etableret. Her blev individuelle gasfyr erstattet med vand og varme fra to fælles træflis- og pillefyr.
- Vi har sparet utrolig mange penge i varmeregnskabet, efter vi fik denne løsning. Vi bruger piller i øjeblikket, og det er mere miljøvenligt end gas, og vi ser på, om vi skal til at fyre med flis. Vi bliver hele tiden ved med at se på, om vi kan finde tiltag, der glæder beboerne og gavner huslejen. Der er selvfølgelig altid afdelinger, hvor det er sværere end i andre, fortæller ejendomsmesteren.
Ejendomskontoret har et godt samarbejde med Energi i DAB, der giver et forsigtigt bud på besparelsen:
- Energien fra træpillerne koster cirka 50 procent af energien fra gas, så med lidt varmetab i rørene vil et forsigtigt gæt være, at de har sparet 40 procent på varmeregningen. Desuden er de jo gået fra fossile kulbrinter til CO2-neutral biomasse, forklarer energichef Lars Gissel.
Fremtiden
Fremadrettet skal flere gasfyr i samdriften udskiftes, og driften er ved at se på mulige alternativer.
- Vi har en boligafdeling, hvor der lige nu er gasfyr, der har fire til fem års levetid tilbage. Sammen med Energi er vi ved at danne os er overblik over, hvilke løsninger vi skal se på. Der kommer hele tiden noget nyt, så vi skal være på mærkerne. Lars Gissel er god til at informere os om nye løsninger, og han husker os også på, hvis vi har glemt noget, og det sker, griner Jens Jørgensen.
Hvis der bliver givet grønt lys til solcelle-projektet, vil arbejdet begynde i løbet af foråret. Økonomien lyder på 315.000 kroner, og DAB’s Udvalg for Bæredygtighed har støttet med 30.000 kroner. Boligafdelingen skal desuden have renoveret klimaskærm, døre, vinduer, trapper til første sal og tagrender, så der er nok at tage fat på for både driften og afdelingsbestyrelsen.