I DAB samarbejder vi om FN's verdensmål
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Sammen kan vi gøre en reel forskel for klimaet. DAB skærper fokus på FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling i 2019.
I DAB-administrerede boligafdelinger bor der 88.000 mennesker. Og i boligafdelingerne og administrationen arbejder der mere en 800 mennesker. Det er rigtigt mange mennesker, der kan stå sammen om at gøre en forskel.
DAB’s vision er, at de mange beboere skal involveres i at gøre en forskel for den bæredygtige udvikling, og det samme skal bestyrelserne. På den måde kan vi gøre vores for at bidrage til verdensmålene.
DAB er grundlagt i 1942, og vi har som en samfundsbærende institution for længst indarbejdet samfundsansvar i vores CSR-indsatser og strategi, men verdensmålene er med til at tilføje en global dimension og tydeliggøre behovet for handling.
Vi arbejder for, at DAB og de administrerede boligselskaber og -afdelinger reducerer påvirkningen af miljø og klima. Vi arbejder også for, at DAB’s og de administrerede boligselskaber og -afdelingers leverandører udviser ansvarlighed.
Dét er visionen.
I DAB mener vi, at vi sammen især kan bidrage til at opfylde seks af de 17 verdensmål. Det drejer sig om ’Sundhed og trivsel’, ’Rent vand og sanitet’, ’Bæredygtig energi’, ’Bæredygtige byer og lokalsamfund’, ’Ansvarligt forbrug og produktion’ og ’Partnerskaber for handling.