I Asminderød er medarbejderne nu en del af værdigrundlaget
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Mens selskabsformand Rasmus Langskov og ejendomsmester Esben Schæffer sidder på ejendomskontoret og fortæller historien om, hvordan medarbejderne er endt med at være en af de fem grundværdier i Asminderød Boligselskab, er der flere ting, der hurtigt står klart.
De to har en enorm gensidig respekt for hinanden, en fælles mission og en stor fortællelyst. Asminderød Boligselskab har arbejdet med sin strategi i flere år, og det var Esben Schæffers nysgerrighed, der var frøet til, at medarbejderne endte som en grundværdi efter et selskabsmøde i juni.
- Esben sagde til mig, at han gerne ville have et møde om ejendomsfunktionen og vores strategi. Han ville gerne høre, hvordan medarbejderne kunne følge værdierne. En af mange årsager til, at jeg er glad for Esben, er, at han tager ejerskab for både boliger og vores værdier, fortæller Rasmus Langskov og Esben Schæffer uddyber:
- Det endte med, at vi holdt et fællesmøde med alle fem medarbejdere, og Flemming, der er næstformand. Her bidrog vi som medarbejdere til at formulere værdierne, og det var rigtig godt, alle tog aktiv del i det, og der blev sagt en masse. Jeg synes, jeg kan mærke et skift hos medarbejderne før og efter mødet. Jeg tror, det skyldes den anerkendelse, der ligger i det her. Ved fællesmødet tog Rasmus Langskov notater, som efterfølgende blev de sendt til medarbejderne, hvor de blev godkendt.
- Miljø – herunder så energi- og miljørigtige boliger som muligt og attraktive grønne udearealer.
- Social – herunder styrkelse af beboerdemokratiet, vidensdeling mellem afdelinger og et inkluderende miljø.
- Økonomisk ansvarlighed – herunder fornødne kompetencer til at tage ansvar for budgetter og realistiske langtidssikrede budgetter.
- Fremtidssikring – herunder fortsat attraktive boliger og en differentieret beboersammensætning.
- Medarbejdere – herunder et socialt og inkluderende arbejdsmiljø, faglig udvikling og brug af medarbejderne kompetencer.
Udvikling
Ved mødet var medarbejderne med til at formulere grundværdien, der blandt andet går ud på, at der skal være et professionelt arbejdsmiljø, der skaber grobund for faglig udvikling, og hvor den enkelte medarbejders kompetencer bliver brugt bedst muligt. Derudover skal der være et inkluderende arbejdsmiljø, og medarbejderne skal være en del af fællesskabet i boligafdelingen.
- Vi håber, at arbejdet med at definere grundværdien, og vores fokus på blandt andet udvikling, giver en øget lyst til at gå på arbejde og en motivation til at opgradere sine evner. Nogen frygter, at medarbejdere smutter, når de bliver dygtigere, men vi mener, det handler om, at både vi og medarbejderne nyder godt af, at de udvikler sig. Vi har også fra selskabet sagt, at vi økonomisk støtter op om tiltag, der bringer medarbejderne tættere sammen. I bestyrelsen arbejder vi meget med, hvordan vi er som ledelse, både i forhold til medarbejderne og god selskabsledelse, fortæller Rasmus Langskov.
- Det store kunststykke er at få værdien til at blive en del af dagligdagen og bevare fokus. Det er ikke nemt, men vi er villige til at yde en indsats, for det gavner os alle, når vi udvikler os. Det gør os også til en arbejdsplads, der er attraktiv, forklarer Esben Schæffer.
Flere krav
De seneste år er ejendomsdrifterne rundt omkring blevet mødt af nye krav, blandt andet til digitalisering, og det har været med i ønsket om at klæde de ansatte bedre på til hverdagen.
- Vi stiller som arbejdsgiver i dag flere krav til medarbejderne end tidligere, og derfor er det kun fair, at de også skal kunne stille krav den anden vej til os som arbejdsgiver. Vi vil have et miljø, hvor vi lytter til hinanden, og vi er nået et langt stykke, for Esben har, siden han begyndte for snart fire år siden, været med til at professionalisere driften, siger Rasmus Langskov.
- Jeg har ikke fortrudt ét sekund, og det er blandt andet, fordi selskabet har gode værdier, og vi bliver anerkendt som medarbejdere. Når der er tydelige værdier, kan vi bruge dem som rettesnor, når vi står i nogle dilemmaer.
Ejendomsmesteren og selskabsformanden understreger, at hvis selskabet skal nå i mål med strategien, er inddragelse af medarbejderne afgørende.
- Jeg kan ingenting, uden de gode folk jeg har, siger Esben Schæffer.
- Det kan selskabet heller ikke, slutter Rasmus Langskov.