Hjælp fuglene – uden at tiltrække rotter
Tekst: Olga Rakitchenkova, landskabsarkitekt
Vi har i Landskab i DAB modtaget flere henvendelser fra boligafdelinger, hvor beboere var skeptiske over for forskellige fugleinitiativer. Mange tror, at fodring af fugle tiltrækker rotter.
Derfor har vi været i kontakt med Morten Nielsen fra Mon Skadedyrskontrol og rådgivning, og Jacob Jensen fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) for at få deres syn på sagen.
Utætheder i kloaksystemet
Morten Nielsen forklarer, at kloakkerne i byerne er blevet rotternes naturlige hjem, fordi der er masse af tørre redepladser, mad og sikkerhed. Rotter inde i en bolig og på udearealer er hovedsageligt tegn på utætheder i kloaksystemet.
Morten Nielsen fortæller, at nogle gange er det ved fuglenes foderbræt, man opdager, at der rotter i afdelingen. En rotte kan klemme sig igennem et hul med en diameter på blot to centimeter, og hullet kan bare være en sprække i belægningen.
- I bebyggelser er det udelukkende kloak, kloak og kloak, der er årsagen til rotter. Alfa og omega for rotten er, at de har en tør redeplads, og så skal de have noget føde, siger Morten Nielsen
Vi fodrer for at opleve fuglelivet
Jacob Jensen fra DOF mener, at det er vigtigt at huske at ”fugle fodres kun for menneskers skyld – de kan godt klare sig uden”. Det betyder dog meget for mange mennesker at kunne opleve fuglelivet på tæt hold, det giver glæde at kigge på små flyvende gæster. Vi har i Landskab udarbejdet en række anbefalinger for afdelinger, der vil fremme fuglelivet uden at tiltrække rotter.
- Plant gerne frugttræer og buske, men sørg for at høste/opsamle nedfaldne bær og frugter. De nedfaldne frugter er ikke årsagen til rottespredningen, men hvis der er rotter i afdelingen, så æder de dem gerne.
- Plant bærbuske og træer, for eksempel tjørnetræ og bærmispel, som nydes af mange små fugle. Deres bær er ikke så saftige, og rotter vil nok foretrække ”kloakmad” i stedet for.
- Plant blomstrende enge, stauder, buske og træer, som er vigtige for fuglenes føde, især insekter.
- Sørg for, at der er buskadser og træer, som giver skjule- og hvilesteder for fugle og er føde- og redesteder om sommeren.
- Hæng fuglehuse op i afdelingen, især hvis der mangler store gamle træer. Brug gerne DAB-Landskabs skræddersyede løsning til fuglehuse, som du kan finde på dabbolig.dk.
- Sørg for, at der er vand i nærheden for eksempel et fuglebad, og husk at fylde frisk vand i dagligt.
- Hvis du gerne vil fodre fuglene, anbefaler vi at bygger et foderbræt. Overfodr ikke fugle. Læg ikke mere mad ud, end fuglene kan spise i løbet af få timer. Fodr ikke med madrester, det tiltrækker også kragefugle, duer, måger og rotter. Hvis du ser en rotte, skal du melde det til kommunen med det samme. Kontakt din ejendomsmester, så han/hun kan få tjekket og sikret, at kloaksystemet er intakt.
Kontakt gerne Landskab, hvis du er i tvivl eller har brug for rådgivning om de grønne udearealer. Du kan skrive til Landskab på e-mail: landskab@dabbolig.dk eller ringe på 77 32 00 00