Hillerød får sine første bydelsmødre
Syv kvinder i Kongevænget I og 2 i Hillerød almennyttige Boligselskab har siden februar uddannet sig til at kunne varetage opgaven som bydelsmødre.
De skal fungere både som bindeled mellem kvinder af anden etnisk baggrund i Hillerød Øst og lokalområdet, men også mellem kvinderne og kommunen. Hvis en kvindelig beboer har brug for hjælp og støtte, kan en bydelsmor træde til og give en hånd, hvis der skal tages kontakt til kommunale tilbud som for eksempel en sundhedsplejerske.
Bydelsmødrene kan også bruges, hvis en beboer er bekymret for sin nabo, men ikke selv har lyst til at tage kontakt til vedkommende. Her kan bydelsmødrene tage kontakten.
Derudover vil bydelsmødrene også stå for forskellige sociale aktiviteter i lokalområdet, så de kvindelige beboere af anden etnisk baggrund har et sted, hvor de kan hygge sig og få nogle nye bekendtskaber. Det er på tegnebrættet, at der vil blive afholdt en aftencafé, hvor de kvindelige beboere vil kunne få råd, socialt samvær og deltage i foredrag.
Konceptet bydelsmødre startede op i 2007, og i dag er der cirka 500 bydelsmødre fordelt i 40 grupper i hele landet.