Her får viceværten fem stjerner
Tekst og foto: Julie Grothen
Boligafdelingen Skjoldsgade i Esbjerg har været igennem en omfattende renovering over to etaper. De første beboere i de 48 boliger kunne flytte ind i december 2018 og resten et år efter. Men allerede før indflytningen lærte vicevært Henrik Christensen flere af beboerne at kende.
- Der var mange, som kom og så boligerne undervejs. Det var lidt en udfordring at få nogle af dem til at tage hjelm på, som Arbejdstilsynet påbyder, men det skulle de jo, fortæller Henrik Christensen.
Nærmest en byggeplads
De første beboere begyndte at flytte ind, mens håndværkerne stadig var i gang, og der var nok at se til for viceværten.
- Der var mange spørgsmål og efterreparationer, men beboerne var indforståede med, at de nærmest flyttede ind på en byggeplads. Gaderne var spærret, og det har de været helt til etape 2. Vi har forsøgt at rydde op hver dag, så fortovene var tilgængelige. Og fordi gårdmiljøet ikke var færdigt, fik vi lagt plasticplader ud ved fyraften, så der var adgang til elevatoren, fortæller han.
Godt forhold til naboer
Undervejs i renoveringen har Henrik Christensen også haft kontakt til naboerne til ejendommene.
- Vi har haft et rigtig godt forhold til nabovillaerne. Jeg har givet dem information undervejs, og når jeg har været ovre med sedler, har jeg haft en lille ting med. Det har jo støvet og larmet meget, men vi har bevaret det gode naboskab, fortæller Henrik Christensen.
Boligafdelingens to ejendomme, som ligger over for hinanden, har været en del af B’32 siden 1993, men de er opført i henholdsvis 1929 og 1930. De smukke, gamle facader er fredede, men husene trængte hårdt til renovering. Nu er flere boliger lagt sammen til større boliger, bagtrapperne er revet ned, tagkonstruktionen er genopbygget, og der er kommet elevator i fire opgange.
Centralt og roligt
John og Dot Kristensen var blandt de første, som flyttede ind. De kendte allerede ejendommen, for John Kristensen har tidligere været ansat i B’32.
- Det er blevet rigtig fint, og vi ville gerne ind til byen i gå-afstand til tingene, for vi bliver jo ikke yngre. Vi går til Brugsen, Fakta, Rema og til fiskemanden på havnen, fortæller John Kristensen.
Enkelte beboere boede her også før renoveringen, og en enkelt ældre beboer har endda boet her som barn og er flyttet tilbage. Men størsteparten er tilflyttere, og flere er flyttet ind i Skjolds- gade efter mange år med hus og have.
- Vi har ventet næsten to år. Vi har boet i rækkehus i 40 år. Nu bor vi her, og det er hyggeligt og stille. Det kommer bag på mig, hvor stille her er, når det ligger så centralt, fortæller Hanne Nørby Sørensen, som bor her med sin mand, Svend.
God beboersammensætning
Viceværten kender beboerne godt, og han sørger også gerne for at samle dem til et glas i gårdhaven. Beboerne er jo flyttet ind med et års mellemrum, og der er endnu ikke etableret en afdelingsbestyrelse. Det blev forsinket på grund af corona-krisen
- Men det er en god beboersammensætning. En af beboerne har oprettet en Facebookgruppe, hvor der er 44 medlemmer ud af 48 boliger. Det er en god informationskilde, og de er gode til at fortælle, siger Henrik Christensen.
Det hjælper også, at gårdområdet efter renoveringen er et oplagt sted at mødes. Her kan beboerne fra begge ejendomme samles, og viceværten har stillet borde og havestole frem, så de kan hygge sig på plænen. Her er æbletræer, rabarber og fælles grill.
Grillfest og gode rammer
Ved cykelskuret står to plantekasser. Den ene bugner af krydderurter, og i den anden har en af beboerne plantet tomater til fælles brug.
- Hvis man murer sig inde i sin lejlighed, så møder man ikke andre. Vi har også haft en grillfest, hvor vi lærte hinanden lidt bedre at kende. Vi har nogle rigtig gode rammer her, siger Svend Nørby Sørensen.
Omkring de store haveborde er der enighed om, at vicevært Henrik Christensen har en god andel i, at de har så dejligt et sted at bo.
- Han er den bedste vicevært, man kan få. Han tager hånd om alt. Han skal have fem stjerner, griner Dot Kristensen, og de andre omkring bordet bakker op.