Henrik Berg genvalgt som formand på DAB’s digitale repræsentantskabsmøde
Tekst: Jeanette Press. Foto: Julie Grothen
DAB’s årlige repræsentantskabsmøde og garantforsamling indledes traditionen tro med, at formanden byder forsamlingen velkommen. Det skete også i år, men i stedet for en fyldt sal på Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager, stod Henrik Berg lørdag den 8. maj klokken 13 foran en skærm i et af DAB’s mødelokaler, og mødets deltagere sad hjemme i deres egne stuer.
Ved sin side havde formanden Peter Berg Nellemann, næstformand i DAB’s bestyrelse, Ole Jacobsen, administrerende direktør, Anders Kristiansen, økonomidirektør, og Ulla Gregor, DAB’s kvalitetschef, som var mødets dirigent.
- Fysisk fremmøde er langt at foretrække, men det er dejligt, at så mange er friske på at deltage, selvom møderne er blevet digitale, sagde en oplagt Henrik Berg, før han gik i gang med at forklare, hvordan mødet i år ville foregå og fortalte om de mange, der sad klar til at hjælpe i forhold til teknikken på den særligt oprettede hotline.
Ros fra formanden
Corona har fyldt meget i boligafdelingerne i årets løb, og fik derfor også plads i formandens beretning. Her var der ros til administration og ejendomsfunktion for en hurtig omstilling, da landet sidste år lukkede ned. Der var også ros til selskabs- og afdelingsbestyrelser for at holde fokus på det beboerdemokratiske arbejde, selvom der har været udfordringer med at mødes, og for at holde et ekstra øje på særligt de svage beboere, i en tid, hvor mange har haft det svært. Endelig kunne formanden konstatere, at der trods alt også er kommet gode ting ud af nedlukningen.
- Vi er efterhånden blevet rigtig gode til at mødes digitalt. Jeg vil gerne slå fast, at de digitale møder aldrig kommer til at erstatte de fysiske møder, men de vil fremover være et supplement, fortalte Henrik Berg.
Energi og spørgelyst
Den gode stemning, der plejer at være i salen, var i år afløst af en mærkbar energi fra Zoom-deltagerne og en tilsvarende stor spørge- og debatlyst, hvilket særligt kom til udtryk i forhold til spørgsmål om grønne tiltag. Ingelise Knutzon, Spangsbjergparken i Esbjerg, havde før mødet indsendt et forslag om, at DAB og BL skulle arbejde aktivt for at opnå tilskud til boligafdelinger, der ønsker at oprette ladestandere til el-biler.
- I det hele taget bør DAB gøre meget mere for at skabe en større politisk forståelse for den økonomiske udfordring, det er for mange boligafdelinger at leve op til de mange grønne krav, som for eksempel øget affaldssortering, forklarede Ingelise Knutzon, da hun begrundede sit forslag.
Ole Jacobsen svarede, at DAB i regi af AlmenNet, et fagligt netværk for udvikling, læring og fornyelse indenfor det almene byggeri, er i gang med at se på, hvordan sektoren kan komme videre med at oprette el-ladestandere.
- Grønne indsatser, inklusive el-ladestandere, er noget vi prioriterer højt. Vores energi-afdeling har udarbejdet et omfattende vejledningsmateriale til brug for boligafdelingerne, og bidrager også gerne med gode råd og sparring i forhold til, hvordan I kommer i gang, forklarede Ole Jacobsen.
Forslag til vedtægtsændringer
DAB’s bestyrelse stillede i år to forslag til ændring af vedtægterne. Det første forslag var at tilføje, at DAB er et nonprofit selskab. Andet forslag var at knytte ejendomsfunktionen tættere til DAB ved at ændre observatørposten til en fuldgyldig, stemmeberettiget bestyrelsespost. For at fastholde antallet af medlemmer i DAB’s bestyrelse på 17 personer blev det samtidig foreslået, at en af DAB’s to medarbejderrepræsentanter forlader bestyrelsen.
Der blev stemt for begge forslag. Dog til trods for, at der var nok tilmeldte stemmeberettigede, var der ikke tilstrækkeligt med stemmeberettigede, der faktisk deltog på dagen til det krævede 2/3 tilstedeværende. Forslaget skal derfor tages op igen ved en ny afstemning.
Valgt for syvende gang til formandsposten
Da det blev tid til valget, anbefalede DAB’s bestyrelse genvalg af den siddende formand, Henrik Berg, som blev valgt ind uden modkandidater. Henrik Berg har været medlem af DAB’s bestyrelse siden 2005 og blev første gang valgt til formand i 2009. Det er dermed syvende gang, han bliver valgt som formand. Henrik Berg blev valgt at repræsentantskabet for en periode på to år.
Også de øvrige kandidater på først repræsentantskabsmødet og dernæst garantforsamlingen blev valgt uden modkandidater. De valgte for DAB’s repræsentantskab er:
Ole Bak, formand for Boligforeningen ’32 i Esbjerg, valgt for to år
Søren Dalgaard, formand for Køge alm. Boligforening, valgt for to år
Mette Labori Olsen, næstformand i Gentofte alm. Boligselskab, valgt for to år
De valgte for DAB’s garantforsamling er:
Claus Ohlsson, formand for Rødovre alm. Boligselskab, valgt for to år
Helen Siegvardsen, formand for Lolland alm. Boligselskab, valgt for to år
Michael Ziegler, borgmester i Taastrup Kommune, valgt for to år
Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen og ny til DAB’s bestyrelse, valgt for et år
Formanden takkede for valget og tog imod en buket blomster fra Peter Berg Nellemann. Han ønskede de nyvalgte tillykke og lovede dem, at de vil få tilsendt en buket, når nu corona forhindrer dem i at få overrakt den personligt.
Til sidst takkede Henrik Berg Zoom-forsamlingen og oplyste, at DAB’s repræsentantskabsmøde og garantforsamling næste år vil blive afholdt som fysisk møde lørdag den 21. maj på Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager.
I det kommende nummer af DAB nyhedsbrev, som udkommer den 16. juni, kan du læse mere om DAB’s repræsentantskabsmøde og garantforsamling, hvor også DAB’s politiske strategi, effektiviseringsaftalen med et sparekrav på 1,8 milliarder kroner, de mange fremrykkede renoveringssager i Landsbyggefonden og DAB’s økonomi blev drøftet.