Hanne er glad for at arbejde med mennesker og bruge sine hænder
Tekst og foto: Julie Grothen
- Det er alsidigt, og jeg har altid syntes om at snedkerere og skrue på ting.
Sådan siger ejendomsassistent Hanne Friborg om jobbet i samdriften i Høje Søborg, Gladsaxe alm. Boligselskab, hvor hun har været ansat siden april 2022. Hanne Friborg har tidligere blandt andet arbejdet i DSB. Og i 2019 blev hun uddannet ejendomsservicetekniker. Hun havde hørt om uddannelsen fra en veninde.
- Det lød spændende, så jeg kastede mig ud i det. Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med mennesker og bruge mine hænder, fortæller Hanne Friborg, der fra starten oplevede at blive en del af fag, hvor de fleste er mænd.
- Vi var 42 i klassen, og kun fire af os var kvinder, siger Hanne Friborg. For Hanne Friborg var det ikke et problem, at der var så få kvinder.
- Jeg er vokset op med to brødre og syv fætre, siger Hanne Friborg.
Mest grønne opgaver
På ejendomskontoret er der god brug for medarbejdere, der som Hanne Friborg har hænderne godt skruet på.
- Det meste af mit arbejde foregår i det grønne: affaldshåndtering, fejning, klippe hæk, slå græs og luge. Jeg har også ”blå beboerservice-opgaver”, hvis kollegaen er syg eller har for meget at gøre, fortæller Hanne Friborg, der også er kollegernes arbejdsmiljørepræsentant og står for de grønne gennemgange sammen med landskabsarkitekterne fra DAB:
- Det betyder ikke noget, at jeg er kvinde. Jeg kan det samme som mændene og udfører de samme opgaver. Fysisk styrke er ikke et problem, for vi har jo maskiner, og de tunge opgaver, som at sætte saltsprederen på vores traktor, skal vi altid være minimum to til at klare, om vi er mænd eller kvinder, forklarer hun og tilføjer, at det eneste tidspunkt, hvor kønnet kan gøre en forskel, er hvis der opstår en konflikt.
- Der har jeg oplevet, at når jeg kommer som kvinde, så er mennesker mere nede på jorden og hidser sig ikke så meget op, siger hun.
En særlig type person
Før hun kom til Gladsaxe alm. Boligselskab, arbejdede Hanne Friborg i et andet alment boligselskab, hvor hun både havde opgaver i det grønne og som mesterassistent. Det kræver måske en særlig type person at arbejde på et ejendomskontor, og som kvinde har Hanne Friborg oplevet, at hun i begyndelsen på sit tidligere job skulle vise, at hun var lige så god til jobbet som de mandlige kolleger. For eksempel måtte hun på sin tidligere arbejdsplads vise kollegerne, at hun ikke havde noget problem med at manøvrere og bakke med afdelingens traktor med lad.
- Man bliver nok testet lidt. Men det er jo meget normalt, når jeg kommer som et andet slags ”væsen”. Det er ikke et problem, og kollegerne skal også turde at have en kvinde som kollega. De tænkte måske, ”kan hun nu klare det?” Da jeg blev ansat her, blev jeg også spurgt, hvad jeg tænkte om mest at arbejde sammen med mænd. Men her er fem mænd, og der hvor jeg var før, var der 11, så det var nemmere at overbevise dem anden gang, siger Hanne Friborg, som sætter pris på den direkte omgangstone på arbejdspladsen.
- De har fundet ud af, at jeg kan tage det, så de tager ikke særlige hensyn, men selvfølgelig skal vi behandle hinanden med respekt, og det gør vi, siger hun.
- Vi har allesammen fordomme
Hanne Friborg har oplevet og oplever nogle gange stadig reaktioner fra beboerne på, at hun er kvinde. For eksempel, at en beboer bliver overrasket over, at der kommer en kvinde for at skifte deres armatur.
- Nogle siger: ”Jeg havde forventet en mand”. Andre siger: ”Fedt”. Jeg griner bare, for man kan jo ikke forvente, at alle er af samme opfattelse. Vi har allesammen fordomme og tanker, det kan vi ikke ændre, siger hun.
I samdriften i Søborg hjælper kollegerne hinanden og har et godt samarbejde.
- Jobbet er alsidigt. Der er ikke to dage, der er ens. Nogle dage er det hele planlagt, og så sker der alligevel noget andet. Det synes jeg er fint. Jeg kan lide det grønne, det blå og menneskekontakten. Det er hele pakken.