God gammel tradition i moderne indpakning
Tekst: Julie Grothen Foto: Jesper Therkildsen
Hvert år tager beboere fra Taastrup alm. Boligselskab (TaB) af sted på skovtur. Alle, der er fyldt 60 år og bor i en af TaB’s 13 afdelinger, er velkomne.
- Det er en gammel tradition med skovtur. Den har i hvert fald været holdt mere end 10 år, for en af deltagerne fortalte mig, at det for 10 år siden blev holdt samme sted, som vi gjorde det i år, fortæller selskabsformand Jesper Therkildsen.
Han er også med i det beboerudvalg, som står bag planlægningen af skovturen og sørger for at gøre beboerne opmærksomme på arrangementet.
Invitation og tilmelding sker online
Udvalget har samlet indbydelse, program og praktiske oplysninger på en hjemmeside, hvor beboerne også kan melde sig til.
- Det er en gode måde at indbyde på. Så kan man lige se det på sin telefon, og hvis man smider indbydelsen væk, så kan man altid finde den igen. Det rammer selvfølgelig ikke alle ældre over 60 år, men mere end halvdelen har tilmeldt sig elektronisk, siger Jesper Therkildsen.
Han tilføjer, at alle beboere har også fået en papirindbydelse i deres postkasse.
- Vi har haft beboere som hjælpere til at dele ud i alle postkasser. En del af TaB’s strategi er, at vi skal gøre selskabet mere synligt. Derfor er det også alle, der har fået indbydelsen, også selvom arrangementet kun er for beboere, der er 60 år og derover. Så kan de se, at der sker noget, forklarer Jesper Therkildsen.
Beboere mødes på tværs
Årets skovtur, hvor 102 beboere deltog, gik til Stevns, hvor der var kaffepause på Traktørstedet Højeruplund ved Stevns Klint og frokost og musik på Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov.
- Vi startede om morgenen med at samle folk op, og efter en times kørsel holdt vi klokken 10.30 pause med kaffe og kage. Højdepunktet er jo, når vi skal spise. Ejeren af traktørstedet fortalte lidt om stedets historie. Og der var buffet, som så ud til at være en succes. Og så var der jo musik, så folk kan danse, hvis de har lyst, fortæller Jesper Therkildsen.
Det er vigtigt for selskabsformanden, at beboere fra de forskellige boligafdelinger mødes og har fælles oplevelser.
- Det er vigtigt, at der sker noget, man kan glæde sig til. På den måde bliver man en del af et fællesskab. I år var der næsten beboere med fra alle afdelinger. Nogle kender hinanden på forhånd, og der bliver skabt nye kontakter. I år var der en helt ny beboer med, selvom hun kun lige havde fået sin bolig. Det var hun rigtig glad for, siger Jesper Therkildsen, som tilføjer, at skovturen også har gjort, at der er kommet medlemmer til Nørrebys seniorklub fra andre boligafdelinger.
- Seniorklubben har udflugter og mødes til kaffe og kage to gange om ugen. Sidste år kom der nye medlemmer, som hørte om klubben på udflugten, fortæller han.
Opfølgning og evaluering
Udvalget bag skovturen sørger for at følge op efter skovturen. Her kan beboerne på hjemmesiden finde billeder fra dagen, og så kan de udfylde en evaluering af dagen. Den bliver også sendt ud til de beboere, som har oplyst deres mail, og beboere, der ikke har mail, får den på papir.
- Jeg er spændt på, hvad der står i besvarelserne. Jeg håber, vi får feedback, så vi kan gøre det endnu bedre. Det kan være, om vi skal droppe kaffepausen, eller om vi skal have musik under maden eller først bagefter. Det er en god idé med opfølgning, nogle har jo meninger, og det lytter vi efter, siger Jesper Therkildsen.
Se flere billeder fra dagen ved at klikke på billedet herunder.