God debat og stort engagement på alle dialogmøder

Dialogmøderne var præget af nysgerrighed, og mange deltagere tog ordet undervejs.
Tekst: Julie Grothen Fotos: Jeanette Press, Johnny Gudmand og Julie Grothen
Da DAB’s og Lejerbos bestyrelser i efteråret 2024 besluttede at anbefale en sammenlægning af de to administrationsselskaber, stod det klart, at beboerdemokratiet skulle klædes ordentligt på til at træffe en beslutning på de to organisationers repræsentantskabsmøder i maj. Derfor blev der inviteret til i alt ni dialogmøder over hele landet. Fire møder i DAB-regi og fem møder i Lejerbo-regi.
På møderne har beboerdemokrater fra alle administrerede selskaber haft mulighed for at blive klogere på tankerne bag sammenlægningen. De fire dialogmøder, som DAB inviterede til, fandt sted henholdsvis den 28. januar i Esbjerg, den 3. februar i Glostrup, den 26. februar i Køge og den 5. marts i Hillerød. Og i samme periode har Lejerbo afholdt fem dialogmøder over hele landet. Alle steder har der været mange deltagere, som har vist deres interesse for at vide mere om tankerne bag sammenlægningen. På møderne har de fået indblik i planlægningen af forløbet, og hvad en sammenlægning kommer til at betyde for boligselskaber og -afdelinger, beboere og medarbejdere. Den store tilslutning til møderne og den engagerede og positive debat bekræfter, at vi har et levende beboerdemokrati, lyder det fra administrerende direktør Ole Jacobsen.
- Vi har mødt nogle meget engagerede deltagere ved alle møder, og der er blevet stillet skarpe spørgsmål. Det har været en fornøjelse. Vi fik også nogle spørgsmål, vi ikke var forberedt på, men vi har forsøgt at give svar på det hele, og vi har fået nogle fine perspektiver på sammenlægningen med fra deltagerne, så tusind tak til alle, der mødte frem, siger Ole Jacobsen efter dialogmøderne.
Beboerdemokrati og de rette medarbejdere
Alle dialogmøder blev afviklet med det samme program. Formand Henrik Berg indledte med at fortælle om tankerne bag sammenlægningen. Herefter tog Ole Jacobsen ordet for at forklare, hvad sammenlægningen vil betyde for de to administrationsselskaber og for de boligselskaber, vi administrerer. Han lagde vægt på, at der ikke er tale om en spareøvelse, men om en fremtidssikring og en vision om at skabe den stærkeste administrationsorganisation i landet – en organisation, som lader de beboerdemokratiske værdier være bærende, og som samtidig formår at tilknytte og tiltrække de rette medarbejdere. Endelig fortalte kvalitetschef Ulla Gregor om, hvordan afstemningerne kommer til at foregå på de to repræsentantskabsmøder, og hvordan forslaget til kommende vedtægter er blevet til. Hun præsenterede også den foreslåede organisering af et kommende repræsentantskab, og hvordan bestyrelsen vil blive sammensat henholdsvis i en overgangsperiode og fremover. Efter oplæggene var det tid til en velfortjent pause, hvor der blev budt på sandwich og drikkevarer, og hvor deltagerne fik mulighed for at få en uformel snak. Derefter var det tid til gruppedrøftelser ved bordene, og så kunne deltagerne stille spørgsmål. Både DAB’s direktion og flere bestyrelsesmedlemmer var klar til at svare og fortælle om både proces og vision for sammenlægningen, og derudover deltog Lejerbos formandskab og administrerende direktør Palle Adamsen i møderne og kunne svare på spørgsmål, der handlede om Lejerbo.
Mange gode spørgsmål
Mange deltagere var nysgerrige på de helt overordnede og praktiske ting som, hvad navnet på den sammenlagte organisation skal være, og hvor DAB-Lejerbo, som navnet bliver pr. 1. juni, skal have hovedkontor. Her var svaret, at vi starter med at bevare de to hovedkontorer på Frederiksberg og i Valby, og at det bliver op til den nye samlede hovedbestyrelse at træffe afgørelse om kommende beliggenhed. Der blev også stillet spørgsmål til sammensætningen af den kommende hovedbestyrelse, og svaret er, at fra den 1. juni 2025 vil den bestå af alle medlemmer af de to nuværende bestyrelser. I 2027 vil der blive valgt en ny hovedbestyrelse med 25 medlemmer: en formand, to næstformænd, 17 medlemmer valgt fra tre valgkredse, tre eksterne medlemmer og to medarbejdervalgte. Men spørgsmålene handlede også om meget andet, lige fra kulturen i de to organisationer til valg at it-systemer. Økonomien for både DAB-Lejerbo og de administrerede selskaber fyldte naturligt nok også for deltagerne, ligesom der blev talt en del om den geografiske balance i en kommende større administrationsorganisation
Alle, der var inviteret til dialogmøderne, har fået tilsendt præsentationen fra dagen, sammen med en opsamling på de 20 spørgsmål (og svar), der fyldte mest på dialogmøderne. Er du i tvivl om noget i forbindelse med afstemningen eller den mulige sammenlægning, så kan du kontakte chef for sammenlægningssekretariatet Pernille Andersen, pand@dabbolig.dk
Se flere fotos ved at klikke på billedet herunder.

På dialogmødet i Esbjerg var der repræsentanter fra alle jyske boligselskaber, som DAB administrerer.

På dialogmødet i Hillerød rakte mange hånden op, da der blev spurgt, hvem der tidligere har deltaget i et repræsentantskabsmøde.

Undervejs blev der også tid til uformel snak. Her er det fra mødet i Hillerød.

Der var både diskussion ved bordene og mulighed for at stille spørgsmål i plenum. Her er det fra mødet i Køge.

Hasselparkens hønselaug høstede erfaringer med hønsehold
Spørg os
-
Vi kan desværre ikke finde et svar til dig.
Forsøg at formulere dit spørgsmål anderledes, eller kontakt os
- Se flere svar