Gårdsanger for fuld musik blandt blokkene i Vildtbanegård II
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Privat
Corona-krisen har ændret hverdagen for os alle sammen, og vi har ikke mulighed for at mødes på samme på som tidligere. Den kendsgerning fik bestyrelsen i boligafdelingen Vildtbanegård II til at tænke ud af boksen. Det førte til, at en gårdsanger sammen med bestyrelsen gik rundt mellem blokkene og de 817 boliger og spillede op til dans på altanerne. Dans blev det ikke helt til, men der blev sunget med, hujet og klappet.
- Situationen gør, at de fælles aktiviteter har det svært, når folk ikke må komme så meget ud af deres boliger. Derfor talte vi i bestyrelsen om, hvad vi kunne foretage os af spændende aktiviteter. Vi syntes, at vi ville gøre noget ekstraordinært for beboerne, for vi har en fornemmelse af, at vi ikke får holdt mange af de aktiviteter, der ellers skulle finde sted resten af året. Vi har mange ældre, og det her var en aktivitet, hvor alle kunne være med, fortæller afdelingsformand Dorte Hjort.
Samtidig med at gøre noget godt for beboerne kunne afdelingsbestyrelsen også støtte en musiker, der trængte til det, i en hverdag hvor mange virksomheder har det svært.
- Vi har en musiker, vi bruger rigtig meget, blandt andet til sankthansarrangement, og vi endte med at aftale med ham, at han kunne komme ud og spille i afdelingen. Vi gik rundt med ham i halvanden time – op og ned ad alle vores stier og inde på vores store, grønne område i afdelingen. Folk sang med og klappede, fortæller Dorte Hjort.
Vigtigt med fællesskab
Boligselskabet Vildtbanegård Det sociale Boligselskab af 29. januar 1946 består af fire boligafdelinger, og alle steder bliver fællesskab vægtet rigtig højt, og der er mange aktiviteter at deltage i.
- Jeg er formand i boligafdelingen og medlem i selskabsbestyrelsen, og vi prioriterer fællesskabet rigtig højt. Der har eksisteret et godt fællesskab i mange år, og vi har fået et godt samarbejde på tværs af afdelinger og inviterer hinanden med. Det fællesskab er vigtigt at støtte op om, også når det er svært. Vi er bange for, at mange gode initiativer falder til jorden i år, så vi er meget opmærksomme på, hvad vi så kan gøre, forklarer Dorte Hjort.
God feedback
Gårdsangerens tur rundt i Vildtbanegård II blev at dømme ud fra tilbagemeldingerne en ren succes.
-Vi har fået utroligt positiv feedback. Folk har været så lykkelige for arrangementet. Vi livestreamede på Facebook, så alle havde mulighed for at følge med, fortæller afdelingsformanden og tilføjer, at gårdsangeren siden har besøgt Vildtbanegård III, og at andre har fået øjnene op for at hyre ham til deres boligforeninger.
Andre initiativer
Bestyrelsen i Vildtbanegård II har gjort andre tiltag for at bringe beboerne sammen på afstand. I påsken blev der hængt bamser op ude i området, så familier kunne gå på bamsejagt. Herefter blev der trukket lod om et stort påskeæg.
- Vi har også haft et lille forsøg med at give kridt til nogle børn, så de kunne tegne og sprede liv i boligafdelingen. Vi går stadig og tænker over, hvad vi kan finde på. De penge, der er afsat til aktiviteter, skal bruges på andre aktiviteter, så vi kan tage vare på vores stærke fællesskab, siger Dorte Hjort.
Tryk på billedet nedenfor for at se et galleri med billeder fra Vildtbanegård II.