Flotte rækkehuse vokser frem i Esbjerg
Tekst og foto: Julie Grothen
Torsdag den 22. august 2024 var der flag, rød løber og ikke mindst en pølsevogn på byggepladsen ved Askelunden i Esbjerg. Og selvom blæst og regn ikke holdt sig tilbage, blev det en festlig dag.
Tid til rejsegilde
Det var nemlig tid til, at B’32 kunne afholde rejsegilde for den nye boligafdeling. Det er planen, at de kommende beboere kan flytte ind i rækkehusene med de 24 flotte boliger i foråret 2025. Og allerede nu begynder byggeriet at tegne sig på grunden, hvor der tidligere har ligget en daginstitution. Askelunden ligger i bydelen Kvaglund og bliver nabo til B’32’s afdeling 30 – Vestbo, som består af 94 boliger i etagebyggeri.
Tre værelser og egen have
Boligerne er fordelt på seks rækker med hver fire boliger i ét plan. Alle er på cirka 95 kvadratmeter fordelt på tre værelser, åbent køkken og gulvvarme i alle rum. Der kommer også til at høre en lille have med terrasse, græs og et skur til hver bolig. Huslejen vil ligge på cirka 8.300 kroner om måneden eksklusive forbrug.
Ved rejsegildet var der lang kø ved pølsevognen, hvor de mange håndværkere fik sig en velfortjent pause i arbejdet.
Tak for den store indsats
Formand for B’32 Ole Bak takkede dem og boligselskabets samarbejdspartnere for den store indsats indtil nu, i en tale hvor han også så frem til at kunne byde de nye beboere velkommen til næste år.
Foruden håndværkere og andre interessenter var der også mødt flere nysgerrige lokale op, som fik mulighed for at komme ind i de nye boliger og få et indtryk af omgivelser og rumfordeling – og komme i læ på denne blæsende eftermiddag.
Vil du vide mere om Askelunden og de nye boliger, så find flere informationer her eller kontakt DAB, Storegade 33, 1., 6700 Esbjerg, telefon 77 32 00 00.