Fem friske Fællesskabsambassadører i Fællesskabsmarch
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Heidi Brehm
Lørdag den 24. august stod den på Fællesskabsmarch for fem Fællesskabsambassadører og en Fællesskabsguide tilknyttet Fællesskabsby i Ringsted. Tidligere Fællesskabsmarcher er foregået til bens, men denne lørdag blev et lille mini-tog brugt til formålet.
Nogle af Fællesskabsambassadørerne kørte med toget, sammen med borgere, og andre stod ved torvet for at tale med forbipasserende og dele postkort om Fællesskabsby ud. Formålet var at udbrede kendskabet til Fællesskabsby og tale med folk om de mange muligheder for fællesskab, som byen rummer.
- Jeg fik en del kontakt ved at gå rundt på torvet og sætte mig ned og tale med folk, fortæller Fællesskabsambassadør Kirsten Böhm, der var primus motor på arrangementet.
Fællesskabsambassadørerne har flere gange tidligere gået Fællesskabsmarch rundt i byen for at komme i tale med en masse borgere i Ringsted og for at udbrede kendskabet til Fællesskabsby.
- Det har tidligere vist sig at virke rigtig godt, fordi mange får øje på os på den måde. Flere bliver opmærksomme på, at det er muligt få støtte til at blive en del af et fællesskab i byen” forklarer Sabrina Maria Hansen, Fællesskabsguide i Fællesskabsby.
- En person, som aktører kan vejvise til, og som borgere kan kontakte for at få sparring og viden om konkrete fællesskaber og muligheder.
- Et digitalt værktøj, som samler og synliggør byens formelle og uformelle fællesskaber.
Tager initiativ
Ved de tidligere marcher har destinationerne været forskellige centrale samlingssteder i Ringsted, men denne gang mente ambassadørerne, at det kunne være sjovt at gøre det anderledes og derfor køre rundt med toget.
- Det er ret fantastisk, at vi har så mange proaktive og engagerede Fællesskabsambassadører i Ringsted, som understøtter og igangsætter forskellige initiativer med formålet at få flere med i fællesskabet. Der er lige nu over 50 ambassadører, som bor forskellige steder i Ringsted, og som alle har blik for at invitere folk med og fortælle om Fællesskabsby og de muligheder, der er, fortæller Sabrina Maria Hansen.
Ingen tvivl
Fællesskabsby er bredt forankret i Ringsted, og Fællesskabsambassadørerne kommer også fra forskellige boligområder – både almene og private. Kirsten Böhm bor selv i et privat boligselskab i Ringsted.
- Da det blev foreslået, at det skulle være en lørdag, sagde jeg, at jeg gerne ville være arrangør, og så meldte tre andre sig også. Jeg var primus motor for arrangementet, og jeg har blandt andet været ude at få sponsoreret mini-slikposer af Føtex, så vi kunne hæfte dem på postkortene og dele dem ud, fortæller Kirsten Böhm.
For Kirsten Böhm er der ingen tvivl om, hvorfor hun har valgt at blive Fællesskabsambassadør, og hvorfor hun deltog i marchen.
- Når man har boet samme sted i 42 år og flytter til ny kommune og mister sin mand og skal danne et nyt netværk, så er der ingen, der kommer til din dør og ringer på. Du må selv opsøge det. Jeg så en annonce for fællesspisning og kontaktede Sabrina. På den måde har jeg selv fundet flere venner og bekendte. Jeg har været med til at lave en læseklub, hvor vi er seks seje sild, der mødes en gang om måneden og diskuterer en bog. Jeg er utrolig glad for at bo i Ringsted, siger beboeren, der også har delt postkort ud og talt med naboer i sit boligområde om Fællesskabsby.
Har givet meget
For Kirsten Böhm handler indsatsen for fællesskabet om at give andre et skub i retning af et fællesskab:
- Hvis du ikke har et sted at komme hen, så bliver du ensom. Det kan ende med, at du bliver deprimeret. Der er mennesker, der ikke er så udfarende og selv tager initiativ, og de skal hjælpes. Vi skal selvfølgelig kun hjælpe dem i det omfang, de selv har lyst. Jeg vil gerne være med til at udbrede et fællesskabstilbud, der har givet mig så meget.
I september inviterer Fællesskabsby i samarbejde med ambassadørerne for første gang til ”Fællesskabscafé”, som skal afholdes én gang hver måned. Her kan borgere komme og få en snak med enten en Fællesskabsguide eller en Fællesskabsambassadør og få støtte til at finde ud af, hvad der er af fællesskaber, og hvordan de kan blive en del af dem.