Familieboliger på Lolland fejrer bæredygtighed
Tekst: Julie Grothen
37 nye familieboliger i boligafdelingen Margrethehusene i Maribo har fået et guldcertifikat for bæredygtigt byggeri. Det er blevet fejret med taler, musik, grillmad og rundvisninger i de grønne arealer, som blev formelt indviet ved samme lejlighed.
- Det var en øjenåbner, siger Helen Siegvardsen, formand for Lolland almennyttige Boligselskab, om den byggeproces, som har ændret slidt etagebyggeri til rækkehuse med grønne tage, solceller og store grønne fællesområder. Planterne har beboerne været med til at beslutte.
- Vi ventede med at beplante fællesområderne, til beboerne var flyttet ind, så vi kunne få deres besyv med om, hvad de gerne ville have, fortæller Ziff Hansen, der er landskabsarkitekt i DAB.
Workshop om det grønne
I foråret 2018 blev der afholdt en workshop, hvor beboerne kom med ønsker til, hvilke planter der skulle pryde området. Det handlede både om at få et område, som er smukt uanset årstid, og der var også forslag til bestemte planter. Derfor er der nu blandt andet lavendel og andre krydderurter samt sommerfuglebuske i flere farver rundt omkring i området. Nogle af planterne kommer fra den botaniske have i Nakskov, og de trives godt i den lerede lollikske jord.
- De planter, vi har brugt, ville du genkende i grøftekanterne. Det er robuste arter, siger Ziff Hansen. Der er noget for alle aldre, og en stor del af området er tilgængeligt for både barnevogne og rollatorer. Der er lavet borde- og bænkesæt med særlige ryglæn, og man kan gå en tur ad de 250 meter lange grusstier.
Gik efter guldet
Det bæredygtige byggeri er sket i tæt samarbejde mellem entreprenør, boligselskabets byggeudvalg og Byg og Renovering i DAB. Det samarbejde har også sikret, at Margrethehusene har fået den guld DGNB-certificering, som blev fejret. Byggeriet lever op til en række krav om miljømæssige, økonomiske, sociale og tekniske kvaliteter, der tilsammen gør Margrethehusene til et bæredygtigt byggeri.
- Det var en unik mulighed, så vi gik efter guldet. Vi håber, at I, som beboere i denne dejlige boligafdeling, mærker den omhu, der er lagt i skabelsen af jeres skønne hjem, sagde Helen Siegvardsen i sin tale ved fejringen. Margrethehusene er det første – og foreløbig eneste – byggeri på Lolland, som har modtaget en DGNB-certificering.
En DGNB-certificering (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) kræver, at et byggeri eller byområde evalueres ud fra kriterier inden for fem hovedområder: miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet. På baggrund af evalueringen får projektet en sølv-, guld- eller platincertificering.