Fællesskabsby samlede lokale til en snak om at finde vej ind i fællesskabet
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Alle skal kunne finde vej ind i gode fællesskaber. Det var temaet, da Fællesskabsby i Ringsted afholdt et følgegruppemøde, hvor lokale aktører deltog. Følgegruppen har form som et netværk, hvor der er god plads til sparring, og hvor deltagerne med deres kendskab til hinanden samtidig får lettere ved at henvise borgere til relevante fællesskaber på tværs af lokalsamfundet.
Mødet var nummer to af sin slags, og denne gang deltog en læge, en kultur- og kirkemedarbejder, en sundhedskonsulent fra kommunen, kommunens netværkskoordinator, foreningsrepræsentanter, repræsentanter fra kommunens frontpersonale og en vejleder fra en uddannelsesinstitution. Sammen drøftede de, hvornår rejsen ind i et fællesskab starter, hvordan man kan motivere borgere til at søge mod et fællesskab, hvem borgerne møder på deres vej, og hvilke bump der kan opstå.
Behovet er der
Der er god grund til at gøre en indsats for at få flere med i fællesskaber. Deltagerne kunne fortælle, hvordan de på forskellig vis møder borgere, der kunne have godt af at være med i et fællesskab. Eva Schandorf, praktiserende læge i lægehuset Dagmar, møder mange af dem i sin hverdag, og hun henviser dem til Fællesskabsby. Særligt mændene kan have brug for et lille puf.
- Hvis man er ensom og samtidig har et lille netværk, så kan man komme til at tro, at man har det bedst ved at være inden for sine egne fire vægge. Man kan have svært ved at tage det skridt, der skal til for at komme ud af det, fortalte hun.
Fritze Tillisch er vejleder på FGU, forberedende grunduddannelse i Ringsted. Her møder hun nogle gange unge, der tydeligt savner at være en del af et fællesskab.
- Vi møder jo de unge på et tidspunkt, hvor der er brug for at tænke sig om og måske træffe nogle nye valg for uddannelsesmål eller livsmål. Der opbygges en relation over de mange timer, vi er sammen, og her kan vi se nogle af dem, der har et behov. Der er også enkelte unge, som ret hurtigt melder ud og siger, at de er ensomme, fortalte vejlederen.
Bumpene
Når det kommer til bump på vejen, var der især et, som Linda Marott Frederiksen, Center for social støtte, behandling og udvikling i Ringsted Kommune, ønskede at fremhæve.
- Det er vigtigt at turde spørge ”har du brug for et fællesskab” og så fortælle, at der faktisk er nogle fællesskaber, og hvad de kan betyde for den enkelte. Det handler om at være autentisk og være til stede i snakken – man skal give sig tid. Man skal turde være i, at aktiviteten måske bliver droppet om to måneder. Det er vigtigt at være til stede i starten af rejsen og samtidig turde være i, at der er bump på vejen. Man skal være med i nederlag og sejre, fortalte Linda Marott Frederiksen
Mens det kræver mod fra dem, der møder beboeren/borgeren, kan det også kræve mod hos den, der gerne vil finde et fællesskab. Den del berørte Line Dohn, aktivitetskoordinator i Ringsted Syd.
- Der er et kæmpe foreningsliv i Ringsted, men der sker jo nogle gange det, at foreningerne har deres aktiviteter og faste veletablerede hold, og et af bumpene kan være ”hvor hører jeg til”. Det er vigtigt at have nogen, der kan tage borgeren i hånden. Det kan være lidt grænseoverskridende at være den helt nye, forklarede koordinatoren.
Mere lavpraktisk, men ikke mindre relevant, kom Søren Hansen, formand i Hjerteforeningen Ringsted, med denne pointe:
- Et af de bump, der selvfølgelig er, også omkring vores Hjertemotion, som lige er startet op, er, at det har en kostpris at deltage, og det kan være en begrænsning.
Kendskab er vigtigt
Efter en to timers lang snak, kun afbrudt af en kort kagepause, var det tid til at runde mødet af. Her kom Mia Felbo Kolding, projektleder i Fællesskabsby, med en opfordring:
- Når vi kender hinanden, kan vi meget nemmere henvise til, og bruge, hinanden og skabe netværk på tværs, så vi ikke bare er indsatser, der lever parallelt. Hvis I kender nogen, der kunne have gavn af at være med i netværket her og kan bidrage til gruppen, så sig endelig til. Det helt essentielle er nemlig, at I får noget ud af at indgå i netværk sammen, og får skabt det her finmaskede net af muligheder for borgerne ved at kende til hinandens indsatser, fællesskaber og muligheder, som gør, at risikoen for at en borger falder igennem nettet og ud i ensomhed, mindskes.
Vil du vide mere om Fællesskabsby, så kan du besøge fællesskabsby.dk