Fællesskabsby fortsætter forankring efter bevilling på 14,3 millioner kroner
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Privat og Johnny Gudmand.
- For mig er det det fedeste initiativ, fordi vi udvikler nogle metoder, der gør det nemmere for mennesker at blive en del af et fællesskab – og fællesskaber og gode relationer er jo noget af det vigtigste for menneskers sundhed og trivsel.
Sabrina Maria Hansen, Fællesskabsguide i Fællesskabsby og projektmedarbejder i DAB siden 2022, er begejstret. Og det er med god grund, for i juni besluttede Nordea-fonden at give en ny bevilling til initiativet Fællesskabsby, der i to år har afprøvet metoder til, og haft succes med, at bringe borgere nærmere fællesskabet i Ringsted.
Særligt i 2023 og 2024 har Fællesskabsby fået national opmærksomhed, og med Nordea-fondens nye støtte bliver det muligt at få erfaringer med forankring af de metoder, som nu er igangsat i Ringsted, forklarer sekretariats- og projektleder Mia Felbo-Kolding.
- Vi har skabt et net af vejvisning i Ringsted. Det betyder, at vi kan sikre os, at den bevægelse, vi har sat i gang med at få alle i en by til at vise vej til fællesskaber, nu kan tænkes ind som en helt ny infrastruktur i byen. På den måde kan vi sikre os, at det finmaskede net af vejvisning af og/for borgerne stadig står stærkt, når vi ikke længere er til stede som projekt, men Fællesskabsby lever som en helt naturlig del af mødet mellem mennesker i en by, siger Mia Felbo-Kolding.
Breder initiativet ud
Forankringen i Ringsted sker sideløbende med, at medarbejderne i Fællesskabsby om halvandet års tid skal afprøve Fællesskabsby-modellen i nye kontekster i Varde og Furesø Kommuner. I Ringsted skal de arbejde med at koble nye vejvisere på løbende, blandt andet ejendomsmæglere, flex-trafikchauffører og HR-afdelinger hos kommunen og i virksomheder.
- Vi glæder os over, at vi med bevillingen får mulighed for at arbejde videre i Ringsted. Vi skal i fase 2 udbrede Fællesskabsby til endnu flere borgere, blandt andet gennem et samarbejde med Andelsboligforeningen 1941 og Boligselskabet Sjælland. Målet er at få et endnu bredere netværk af Fællesskabsambassadører i hele byen. Vi vil gerne nå op på 150 i Ringsted, og i øjeblikket er der 50. Det stærke ved ambassadørerne og deres netværk er, at det er på tværs af alder, etnicitet og boformer, siger Sabrina Maria Hansen.
De næste kommuner
I Fællesskabsby er glæden stor over, at Varde og Furesø Kommuner har ønsket at indgå et samarbejde om at afprøve Fællesskabsby-modellen.
- Det gør, at vi får mulighed for at afprøve Fællesskabsby i forskellige kontekster, og modellen derved bliver så fleksibel som mulig, så andre lokalsamfund, byer, kommuner rundt om i landet kan tage den i brug efter sommeren 2027, siger Mia Felbo-Kolding.
At Fællesskabsby med bevillingen nu kan blive spredt ud andre steder i landet har stor værdi, mener Sabrina Maria Hansen:
- Jeg er den, der har den tætteste borgerkontakt, fordi jeg har ansvaret for en stor del af de borgernære aktiviteter. Jeg kan virkelig mærke, hvor meget det betyder for en by at have Fællesskabsguider, der kan hjælpe med sparring, opstart af nye fællesskaber og med at finde ud af, hvad der findes af fællesskaber til den enkelte borger. Derfor er jeg rigtig glad for, at borgere i flere byer nu får bedre mulighed for at blive en del af et fællesskab.
Om beslutningen om at yde støtte siger Nordea-fonden:
- I Ringsted Kommune har de på kort tid høstet flere gode erfaringer med Fællesskabsby – og vi glæder os derfor meget til at se, hvordan indsatsen kan videreudvikles i Ringsted og på sigt bredes ud til andre kommuner. Fællesskabsby viser vejen for, hvordan en bys foreninger og almene boligområder i samarbejde med kommune og sundhedssektor kan gøre eksisterende fællesskaber lettere at tilgå og mere inkluderende for flere. I Nordea-fonden fokuserer vi på at skabe gode liv for borgere bredt i samfundet– det kræver, at vi alle får mulighed for at bidrage til, at flere deltager i lokale fællesskaber, fortæller Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller i en pressemeddelelse.
- Fællesskabsby har modtaget 14,3 millioner kroner fra Nordea-fonden til at videreudvikle og afprøve en model for, hvordan man kan få flere med i fællesskaberne ved at synliggøre mulighederne og vejene derhen. Arbejdet med videreudviklingen og afprøvning af nye tiltag finder sted den 1. juli 2024 – 30. juni 2027.