Erhvervslejemål har gennemgået flot forvandling
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Når handling følger ord, og drømmen er stor, kan resultatet blive helt fantastisk. Det er erhvervslejemålet Torvet 1C i Maribo et tydeligt eksempel på. Her har en lokal iværksætter brugt et større millionbeløb, i samarbejde med Lolland almennyttige Boligselskabs afdeling Maribo by, på at omdanne en gammel elektronikforretning til Café Vin & Brød. Forretningen slog dørene op den 7. marts 2020, fire dage før Danmark lukkede ned, men drømmen blev ikke droppet, og i dag er forretningen en succes.
- Vi har en unik placering ud til byens flotte, grønne torv og springvand, og der er torvedag to gange om ugen. Vi oplever en kæmpe opbakning lokalt. Lokale fra hele Lolland, og sågar Falster, kommer. Fra pinsen og frem har det været sindssygt godt besøgt, fortæller Jakob Kuld Heiberg, bestyrer af forretningen.
Jakob Kuld Heiberg kom til den 1. december 2020, få dage før Danmark igen lukkede ned, og så var det med at tænke kreativt:
- I stedet for at hjemsende de seks funktionæransatte, fandt vi på andre ting at foretage os end dem, vi plejer. Vi satsede på take-away og at udstille vores varer. Vi ville gerne have, at folk fik øjnene op for de lokale råvarer, som vi går meget op i. Det, vi bruger i køkkenet, og den vin, vi serverer, kan folk også købe med hjem. Den indsats skabte en interesse, som vi mærker nu, forklarer bestyreren.
Stor ombygning
Ombygningen begyndte i november 2019, hvor alt blev revet ned. Souschef Louise Buhl Skjold har været med på den lange rejse fra tomme triste lokaler og til nu, hvor butikken er flot og fuld af liv.
- Vi havde indledningsvis mange samtaler om, hvordan stedet skulle se ud, og hvad butikken skulle emme af. Iværksætteren har i forvejen 2010 Vin & Velsmag, og det skulle være i samme stil. Meget af det, du ser her af interiør og stil, står designfirmaet Artdesign for, og sammen med dem har vi haft en vision. Det sværeste var nedlukningerne, for du følte, at du ikke kunne komme i gang. Præmien, for at vi har knoklet, er at se og høre det her, siger Louise Buhl Skjold og vipper hovedet i retning af den summen, kunderne ved bagerstationen og et af områderne med caféborde skaber.
Undervejs i byggeprocessen har der været et godt samarbejde mellem iværksætteren og DAB-driftschef Thomas Hegelund Lykke, der sammen var bygherrer på projektet. De havde hver deres rådgiver på sagen.
- DAB har lidt forsimplet haft ansvaret for rammerne, på vegne af Lolland almennyttige Boligselskabs afdeling Maribo By, der ejer lejemålet, og så har en stjernearkitekt stået for indretningen af lokalerne. Æstetikken er der ikke gået på kompromis med. Det har været tydeligt, at ønsket var at have fokus på gode valg og kvalitet. Det har været interessant og udfordrende for mig at prøve den her slags partnersamarbejde med en privat, og at få ønsker og regler til at gå op, forklarer driftschefen.
Ombygningen skulle for eksempel overholde visse krav, for at Café Vin & Brød kunne få en levnedsmiddelgodkendelse, og Lolland Kommune har stillet krav til brandsikkerhed og nødudgange. Derudover er der etableret et køkken og senere et grovkøkken samt ventilation.