En p-billet i vinduesviskeren fik beboer til at ringe til DAB
Tekst og foto: Julie Grothen
Nogle gange venter der en solstrålehistorie, når telefonen ringer. Og det var sådan en Pia Rohde leverede, da hun ringede op til DAB den 18. januar. Pia Rohde bor i Kildeskov Park i Gentofte alm. Boligselskab, og hun er mere end tilfreds med indsatsen fra mesterassistent Søren Kristensen.
- Jeg ringede jo til jer for at høre, om I kunne kåre ham som ugens, månedens eller årets medarbejder, fortæller Pia Rohde, da vi mødes på ejendomskontoret i Kildeskov Park.
En positiv oplevelse
Hun har boet i boligafdelingen i fire år, og hun glæder sig over, at de grønne områder bliver holdt flot, og at de ansatte på ejendomskontoret generelt er hjælpsomme. Men det var en særlig episode, som fik hende til at kontakte DAB.
- Jeg kørte i en lånebil, fordi min egen var på værksted. Da jeg kører ind, ser jeg Søren, og vi vinker lige til hinanden. Jeg var lige blevet opereret, og jeg kom ikke ned til bilen i weekenden. Mandag ringer Søren på min dør og spørger, om ikke det er mig der kører i den orange bil, og det var det jo. Så siger han: ”Du har fået to p-bøder, men nu har jeg sat en p-billet i din vinduesvisker, og her har du et helt ark med gæstebilletter”, fortæller Pia Rohde.
Hun holder normalt på en p-plads, som er registreret til hendes nummerplade, men gæstebilletterne kunne hun bruge til at parkere med lånebilen.
Selvom Pia Rohde fik to bøder, så fokuserer hun på det positive ved oplevelsen, og hun synes, det er vigtigt at dele den slags.
- Det gælder om at anerkende andre mennesker, og jeg synes, Søren fortjener et klap på skulderen for sin omsorgsfuldhed. Det er guld for jer med sådan en medarbejder, og vi er taknemmelige som beboere, siger hun.
En hyggeting ved jobbet
Søren Kristensen kan godt huske episoden, og han sætter pris på Pia Rohdes ros.
- Man kan jo kun blive glad for, at hun tager sig tid til at ringe til jer. Det er fint at blive påskønnet, siger Søren Kristensen.
For ham betyder det meget, at der er tid til at vise omsorg over for beboerne.
- Jeg holder lidt øje med beboerne herude. Her er mange, der er ældre eller har et handicap, så hvis gardinerne ikke er rullet op om morgenen et sted, hvor jeg ved, de plejer at stå tidligt op, så undrer jeg mig og kontakter for eksempel hjemmeplejen, forklarer Søren Kristensen.
Han synes, det giver mening at bruge et par minutter på at tale med en beboer.
- Det er vel bare en del af jobbet. Hvis du har glade beboere, så er det rart at gå på arbejde. Jeg synes, det er hyggeligt. Bare det, at du snakker med dem, gør mange glade. Der er mange, hvor børnene ikke har tid. Det er en hyggeting ved jobbet, siger han.
Kræver tid og ressourcer
Nogle gange spørger en beboer, om ejendomsfunktionærerne vil hjælpe med at bore huller i væggen, så de kan sætte et billede, en hylde eller et spejl op. Den slags opgaver er tiden ikke til, men til gengæld kan beboerne komme ned på ejendomskontoret og låne en boremaskine, som kan håndtere boligernes betonvægge.
- Det er en fin balance, men det vigtigste er, at de føler sig imødekommet, siger Søren Kristensen.
Da vi taler sammen på ejendomskontoret er ejendomsmester Morten Døj Jørgensen og driftschef Bøje T. Hansen også på kontoret. De er enige i, at det er vigtigt, at medarbejderne har tid til at vise omsorg for beboerne, og driftschefen siger det sådan:
- Det kræver, at der er tid og ressourcer. Vi kan jo ikke servicere alle, men vi har tid til at vise omsorg for beboerne.
Og for Pia Rohde betyder den indstilling, at hun føler sig godt behandlet som beboer. Så godt, at hun leverede dagens solstrålehistorie til DAB.