En ny stolelift giver flere adgang til fællesskabet
Tekst og foto: Julie Grothen
Det er torsdag eftermiddag, og syv beboere er samlet om bordet i fælleslokalet i afdeling 2014, Skælskør Boligselskab.
- Vi kalder det torsdagshygge, og det er bare om at møde op – normalt er vi flere, men der er et andet arrangement i dag, fortæller Lone Andersen, som er en del af boligafdelingens aktivitetsudvalg. Lokalet er hyggeligt indrettet med kunst på væggene og møbler, som langt hen ad vejen er købt brugt eller er blevet foræret til fællesskabet. Beboerne har selv malet væggene, og på bordet står en vase med sirligt foldede papirblomster, som er lavet af en af beboerne. Her er lyst og indbydende, og man glemmer helt, at lokalet er placeret i kælderniveau.
Trappen var en udfordring
Netop placeringen har dog været en stor udfordring gennem lang tid. For den eneste adgang til beboerlokalet er ned ad en trappe, og det gør, at dårligt gående har haft mindre mulighed for at deltage i de fælles aktiviteter.
- Oprindelig var huset her administrationsbygning for selskabet. Men vi har haft beboerhus her siden 2012, og vi har i hvert fald de seneste 10 år forsøgt at finde en løsning, der kunne gøre beboerlokalet mere tilgængeligt, fortæller afdelingsformand Hans-Christian Pedersen.
Han fortæller, at afdelingsbestyrelsen blandt andet har undersøgt muligheden for at installere elevator eller lave en ny adgangsvej og dør i kælderhøjde, men det var dyre løsninger. Undervejs har boligafdelingen også sendt ansøgninger til flere fonde og fået afslag.
- Vi har jo søgt at finde en løsning, for vi er mange, der er 60+ i afdelingen. Og den sidste løsning, vi kunne finde på, var liften på trappen, siger Hans-Christian Pedersen.
To gange syv trin
Stoleliften er monteret på væggen langs trappen, og Ingrid Nielsen, som bor i en af de andre boligafdelinger, men er fast deltager til torsdagshygge, demonstrerer, hvordan den virker.
Ingrid Nielsen bruger stok, og kan godt gå op og ned ad trappen, når hun bruger stokken, men hun er glad for, at stoleliften er blevet installeret. Det giver bedre tilgængelighed, hvis hun en dag ikke kan klare de to gange syv trin ned.
- Jeg kommer jo, fordi det er så hyggeligt, siger hun, imens stolen i et roligt tempo bevæger sig ned langs trappen.
Tilbage i beboerlokalet er kaffen kommet på bordene sammen med to fade med Birte Justesens lækre smørhorn. Snakken går, og snart er der også et spil 500 i gang for bordenden. Hyggen fejler ikke noget her.
Næsten enstemmigt besluttet
Der var stor opbakning til at købe stoleliften, da det blev foreslået på afdelingsmødet, fortæller afdelingsformanden.
- Beboerne var med på den. Der var nærmest enstemmighed, siger Hans-Christian Pedersen.
Udgiften til stolelift inklusive montering og tilladelser var budgetteret til 110.000 kroner, og DAB’s Strategiudvalg har støttet med 50.000 kroner.
- Vi er taknemmelige for, at vi kunne søge strategiudvalget om tilskud. Det har hjulpet os betydeligt – ellers var vi ikke kommet i gang endnu, siger Hans-Christian Pedersen.
Beboerne kan leje lokalet og de to gæsteværelser, der ligger i stueetagen, ligesom Ældre Sagens Dameværelset lejer sig ind cirka en gang om måneden.
- Det vil også gøre noget godt for vores mulighed for at udleje lokalet, at vi har fået stoleliften, for så kan beboerne invitere familiemedlemmer med, som ikke er godt gående, siger Lone Andersen.
Aktivitetsudvalget i afdelingen har fire medlemmer: Birte Justesen, Lis Færch (som ikke er her i dag), Lone Andersen og Lone Fischer. Og de behøver ikke holde formelle møder, fortæller de.
- Vi snakker bare sammen om torsdagen og på telefon i aktivitetsudvalget. Vi arrangerer sommerfest, julefrokost, og snart har vi en revytur. Og så er der fællesspisningen, siger Lone Andersen, der fortæller at de fire aktive kvinder selv står for madlavningen.
- Og vi går rundt og lægger sedler i postkasserne om fællesspisning. Man kan lave utrolig meget i et lille køkken. Men menuen er hemmelig, tilføjer hun med et smil.