En god, gammel boligafdeling fyldte 75 år
Tekst og foto: Julie Grothen
Der var skruet godt op for varmen i teltet, da Lystoftehuse torsdag den 15. juni fejrede sit 75-års jubilæum.
- Der er lidt til ganen og lidt til halsen, og jeg vil bare sige skål og velkommen til jer alle sammen, sagde afdelingsformand Jytte Enkebølle, da hun bød velkommen.
Kundedirektør i DAB Anders Holmgren tog også ordet.
- Da Lystoftehuse stod klar i 1948 med ni blokke i to etager, var der nok ikke nogen, der tænkte på, at vi ville stå her så mange år efter og fejre afdelingens fødselsdag. Men der er rigtig god grund til, at vi er samlet i dag. Jeres boligafdeling har et stærkt fællesskab med gode traditioner og gode mennesker, sagde Anders Holmgren blandt andet.
Vokset op i Lystoftehuse
Flere af deltagerne ved jubilæumsfesten fortalte, at det gode fællesskab har betydet meget for dem. Birgitte Mossin, der er medlem af afdelingsbestyrelsen, voksede op i Lystoftehuse. Det samme gjorde hendes mor.
- Min mormor vaskede trapper her. Min mor boede her sammen med syv søskende. Og hun og fem af hendes søskende fik deres egen lejlighed, da de blev voksne. Da jeg var barn, var der skøjtebane på plænen om vinteren med projektør på, og ved siden af var der et stort træ med to gynger, fortæller Birgitte Mossin, som også husker barndommens fastelavnsfester.
Det gør afdelingsformand Jytte Enkebølle også.
- Der var tøndeslagning for både store som små - også for de voksne. Der var også lodtrækning om forskellige kurve med mad med mere, jeg gik rundt om aftenen og solgte lodder til alle beboerne, fortæller hun.
Birgitte Mossin flyttede som voksen fra boligafdelingen og i rækkehus, men rykkede tilbage sammen med sin mand for mere end 10 år siden.
Fællesspisning på plænen
Afdelingsformand Jytte Enkebølle har boet i Lystoftehuse i 51 år.
- Vi har altid haft et utroligt godt sammenhold, og det har vi stadig. Dengang var det nok mere spontant. Jeg kan huske en dag, hvor vi var fire mødre, som sad nede i fællesarealet og snakkede, mens vores børn var på legepladsen. Vi fandt ud af, at vi ville lave en fællesspisning hernede på græsset. Så ryddede vi, der boede på første sal, vores spisebord og fik mændene til at hejse bordene ned. Da vi var færdige, kom de samme vej op, griner afdelingsformanden.
Har holdt fast i fællesskabet
Til jubilæet blev der i den grad også hygget og snakket, mens der blev spist pølser, bøfsandwiches og en meget flot fødselsdagskage, der var pyntet med et billede af boligafdelingen. Festteltet kom også i brug til afdelingens sommerfest, som blev afholdt om fredagen, og søndag var der loppemarked i teltet.
- Vi har bare holdt fast i fællesskabet, også når der er kommet nye. Sådan har det altid været. Hvis jeg for eksempel kom ned i vaskekælderen, og der var en ny, så præsenterede jeg mig og spurgte lidt ind. Og hvis nogen går rundt og ser søgende ud, så går jeg hen og siger: ”Er der noget, jeg kan hjælpe med?”. Vi er meget åbne herude, fortæller Jytte Enkebølle.
Afdelingsformanden tilføjer, at beboerne tager vare på hinanden og også er gode til at tænke på dem, der måske ikke har mulighed for at deltage i fælles aktiviteter af den ene eller anden grund.
- Vi har altid sørget for, at der kommer mad over til dem, der ikke kan komme til festen, fordi de er dårligt gående eller har det dårligt, siger hun.
Mange vil være med
Jytte Enkebølle har været en del af beboerdemokratiet igennem mange år, og i dag er hun i spidsen for en aktiv og velfungerende afdelingsbestyrelse.
- Der er mange, som gerne vil være med. Bestyrelsesmedlemmerne deltager og går op i det. Vi har nogle gange diskussioner, og jeg er lydhør, for jeg er da godt klar over, at det er en anden tid med nye udfordringer, tingene forandrer sig jo, forklarer Jytte Enkebølle.
Årene er ikke gået ubemærket forbi i Lystoftehuse. Derfor har beboerne stemt for en helhedsplan, der skal fremtidssikre deres boligafdeling, og afdelingsformanden ser frem til resultatet.
- Jeg flyttede herud i 1972, og jeg kunne ikke drømme om at bo andre steder, siger Jytte Enkebølle.