Else på 100 år hyldet i Kongeleddet
af Mikkel Jacobsen
Søndag den 20. marts blev den mangeårige beboer i boligafdelingen Kongeleddet, en del af Lolland almennyttige Boligselskab, Else Hansen, fejret på sin 100 års fødselsdag. Der var inviteret til åbent hus i boligafdelingens beboerhus, og en meget rørt og taknemmelig Else kunne dagen igennem tage imod godt og vel 100 gæster. Blandt dem var Elses revyhold, som hun var med til at starte som 90-årig, og som Else var aktiv i så sent som for ganske få år siden.
Else er ikke længere let til bens, og det tærer på kræfterne at tage trapperne ned til gården. Derfor har bænken lige uden for Elses opgang de seneste år været et fast mødepunkt for hende og vennerne. Boligafdelingen har valgt at hylde den 100-årige fødselar ved at renovere og dedikere bænken til hende. Når Else engang ikke bor i afdelingen længere, vil bænken stå til minde om en beboer, der i mange år skabte stor glæde omkring sig.
Læs vores interview med Else her.