Ellemarken glæder sig over Fælles Fremtid
Tekst og Foto: Johnny Gudmand
Ellemarken er et dejligt sted at bo. Det er en fortælling, du ofte hører, når du er i boligområdet og taler med beboerne. Ellemarken er også et sted, der har kæmpet med, at en gruppe unge skaber utryghed og begår kriminalitet. Et nyt socialt projekt med navnet Fælles Fremtid gør, at beboerne i Ellemarken nemt kan få en hjælpende hånd til jobsøgning, uddannelsesvejledning, familierådgivning og meget andet, der kan være med til at løfte boligområdet nu og fremadrettet.
Fælles Fremtid kommer til at holde til i en pavillon nær fælleshuset Ellehuset i Ellemarken, og afdelingsformand Birgit Nielsen glæder sig meget over, at projektet nu er i gang, efter at være blevet forsinket et år på grund af corona.
- Det er så godt, at projektet nu træder i kraft. Jeg er sikker på, at det kommer til at gøre en forskel for beboerne. Man starter med en tryghedsundersøgelse, og den taler folk allerede om og siger ”Jeg må hellere svare på den”, og det er godt. Jeg håber, at projektet vil medføre øget tryghed og trivsel i Ellemarken, for vi bor i et dejligt område, der har en masse foreninger. Jeg kunne også godt tænke mig, at vi fik et blokråd i hver blok for at udvikle beboerdemokratiet, for det ville gøre en kæmpe forskel, at vi kom tættere på hinanden. Nu begynder vi med en fest, efter fællesskabet har ligget i dvale, fortæller formanden, som har boet i Ellemarken 15 år og oplever, at boligafdelingen og kommunen arbejder godt sammen.
Det nystartede projekt i Ellemarken er et resultat af en god dialog og et godt samarbejde mellem mange aktører.
- Afdelingsbestyrelsen, kommunen, det boligsociale projekt, boligselskabet, DAB, SSP og politiet har sammen arbejdet for at finde løsninger på udfordringerne i Ellemarken. Alle har været meget villige til at bidrage og løfte opgaven, og jeg vil gerne rose alle dem, vi arbejder tæt sammen med – både i dette projekt og i de mange andre projekter for at løfte Ellemarken, siger Carina Seifert, DAB’s direktør for udvikling og strategiske samarbejder.
Vi glæder os
Ved festen er der madboder, cirkus, ansigtsmaling og meget mere i løbet af to dage. Winnie Kruse har i mange år været mennesket bag mange gode aktiviteter i Ellemarken, og hun har stået for at arrangere festen sammen med afdelingsformanden og mange frivillige:
- Jeg håber, der kommer gang i fællesskaberne igen efter corona, for Ellemarken har været tom. Vi glæder os til, at Fælles Fremtid nu begynder, for det kan være med til at gøre folk trygge.
Inde i Ellehuset er hun sammen med Solvejg Vasilas, og hendes mand, Michael Vasilas, der har boet i Ellemarken i 48 år. Fælles for de tre er, at de er frivillige i Ellemarken og glade for, at det nu er tid til fest.
- Det er dejligt, at folk kommer ud efter corona, og så er der også noget at fejre. Det er godt, at vi har fået pavillonen, så beboerne kan komme ind og snakke, hvis de har et problem. Og det er skønt, at tilbuddet er her og ikke ”oppe på kommunen”, det er nært, og det er vigtigt, siger Solvejg Vasilas.
- Vi glæder os til fremtiden, supplerer Winnie Kruse.
Unge stod bag
Den flotte nye pavillon og den tilhørende træterrasse står unge drenge fra Ellemarken bag.
- Projektets hjerte er den her flotte pavillon, som jeg vil starte med at rose. Jeg ved jo, at det er unge fra Ellemarken, som har udsmykket, malet og indrettet den. Og at det også er unge her fra Ellemarken, som har designet og bygget den superflotte træterrasse. Det tegner godt for fremtidens projekter her i Ellemarken, hvis det er niveauet, sagde borgmesteren.
Også Marie Stærke glæder sig over, at projektet nu er i gang og hæfter sig ved, at netop placeringen uden for beboernes dør kan være med til at gøre en forskel.
- Fælles Fremtid skal sikre, at alle i Ellemarken, som har brug for en håndsrækning, nemt kan få det. Måske kniber det med netværket i forhold til fritidsjob, eller måske er man udfordret af sproget, når det gælder en jobansøgning. Det kan også være, nogen har brug for hjælp med økonomien. Men så er der heldigvis hjælp at hente lige udenfor døren. Og netop pavillonens placering, synes jeg, er en af de helt store styrker i projektet, sagde borgmesteren.
13-årige med store smil
Ali Karabulut, 13, og Ufuk Simsek, 13, går begge i den samme 7. klasse, og så arbejder de i Ellemarken. Sammen med andre drenge har de knoklet på pavillonen og terrasse, mens de har tjent lommepenge.
- Det har været sjovt, fortæller Ali, der har arbejdet i Ellemarken i to måneder.
- Det har også været hyggeligt, for vi har snakket med vennerne, mens vi arbejdede, siger Ufuk og forklarer, at det var de voksne, der brugte maskinerne.
Se mange flere fotos i galleriet herunder.
- Fælles Fremtid er et tværgående samarbejde mellem Køge Kommune, Midt- og Vestsjællands Politi, Boligsocial helhedsplan Køge, Køge alm. Boligselskab og DAB.