Elevatorprojekt i Bøgeparken blev langt billigere end budgetteret
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Johnny Gudmand og Thomas Larsen
Egentlig var der afsat en million kroner i budgettet til at få erstattet en 30 år gammel elevator ved 24 ældreboliger i Bøgeparken i Lyngby. Det viste sig dog, at boligafdelingen kunne modernisere den eksisterende i stedet for og spare omkring 750.000 kroner.
- De seneste par år er elevatoren tit gået i stykker. Vi talte med elevatorfirmaet, der anbefalede, at vi valgte at modernisere den gamle elevator i stedet for at udskifte den helt, for det var slet ikke nødvendigt. Nu får den i stedet en ny motordel og ny elektronik, og det koster omkring 250.000 kroner, forklarer ejendomsmester Thomas Larsen.
Kun én elevator
Da ældreboligerne er i flere etager, og der kun er den ene elevator, bød det på nogle udfordringer undervejs i moderniseringen, som ejendomskontoret løste ved at tænke ud af boksen.
- Vi blev nødt til at tænke alternativt, for flere af beboerne er afhængige af elevatoren for at komme til og fra deres bolig. Vi valgte en løsning, hvor en stor kran hejste en mobil elevator ind i boligafdelingen. Den kunne beboerne bruge i de tre uger, arbejdet varede, og det kostede 40.000 kroner, forklarer Thomas Larsen.
Boligafdelingen kunne have valgt at genhuse beboerne i de tre uger, men det ville være en større omvæltning for beboerne og derudover en dyrere løsning.
- Det er ikke optimalt at fjerne den adgangsgivende elevator, men uanset om vi havde etableret en helt ny elevator eller moderniseret den eksisterende, var vi nødt til at gøre noget ved elevatoren, og vi har valgt den mindst indgribende løsning, siger Thomas Larsen.
Tog særlige hensyn
Ejendomskontoret har på mail og sms appelleret til, at beboerne tog fat i medarbejderne på forhånd, hvis de vidste, at de skulle bruge den mobile elevator, der kunne være svær at betjene.
- De fleste beboere har klaret sig selv, men et par stykker har haft brug for vores hjælp, for den mobile elevator var sværere at betjene, end vi havde regnet med. Vi tilpassede den dog så vidt muligt, for eksempel med en skridsikker rampe og en snor, der gjorde den nemmere at lukke, siger Thomas Larsen.
For at imødekomme beboernes udfordringer havde ejendomskontoret desuden udvidet service i de tre uger:
- Beboerne kunne booke os, hvis de skulle med elevatoren. Vi appellerede til, at det primært var inden for arbejdstid, men en af medarbejderne tilbød også at gøre det efter arbejde, hvis det var virkelig vigtigt, fortæller ejendomsmesteren.