”Det hjælper at have en plan klar”
Tekst: Julie Grothen Foto: Brian Mørk
Ole Nissen er ejendomsleder for de 11 boligafdelinger i Værløse alm. Boligselskab. Men han er også uddannet styrmand og har sejlet ud med redningsskib fra Thyborøn. Det har givet ham viden og erfaringer, som han kan bruge i corona-krisen.
- Vi havde lavet en nødplan allerede for noget tid siden. Vi havde sørget for, at alt administrativt personale havde udstyr, så de kunne arbejde hjemmefra, og de tog computeren med hjem hver dag. Så da jeg fik en sms sent onsdag den 11. marts, havde vi allerede lagt en plan, siger Ole Nissen.
Forståelse fra beboerne
Beboerne i de mere end 1.200 boliger i Værløse alm. Boligselskab får nu set lidt mindre til medarbejderne fra ejendomskontoret, som jo er lukket for personlig betjening.
- Kontoret er lukket, men vi får serviceret beboere. Vi får klippet græs og løst dagligdags opgaver, men med nedsat serviceniveau. Overordnet set tager hovedparten af beboerne det meget fornuftigt og har fuld forståelse for situationen, når vi giver os tid til at forklare det, siger Ole Nissen.
Plan B er klar
Ejendomslederen sørger også for at være på forkant så vidt muligt.
- Vi har en plan B, hvis der for eksempel opstår sygdom. Så kan vi dele medarbejderne mere op, så færre møder på arbejde. Når man har en plan for et nødberedskab, og den er meldt ud, så bliver man tryg, siger han.