DAB styrker direktionen
Ole Jacobsen, DAB’s administrerende direktør siden august 2019, sætter et nyt hold, der skal sikre fremdrift og styrke relationen til de administrerede boligselskaber.
Med ændringerne i DAB’s organisation ønsker Ole Jacobsen at styrke topledelsen og samtidig sikre, at relationen mellem DAB og de administrerede selskaber, såvel som de kommunale samarbejdspartnere, prioriteres endnu højere.
DAB udvider således fra to til fire direktører, og udover den administrerende direktør er det følgende hold, der fremadrettet udgør direktionen i DAB:
Nuværende direktør, Carina Seifert bliver direktør for udvikling og strategiske samarbejder og får ansvar for fremdrift og koordinering af en række centrale udviklingsprojekter og strategiske samarbejder med kommuner, interesseorganisationer og foreninger.
Anders Holmgren, der i dag er chef for DAB’s administrationsafdeling 1, bliver kundedirektør og får det overordnede ansvar for at sikre varetagelsen af administrationsopgaven for boligselskaberne.
Økonomichef Anders Kristiansen bliver økonomidirektør og får ansvaret for den direkte ledelse af DAB’s økonomiafdeling samt direktøransvar for DAB’s Juridiske afdeling og Indkøb.
For yderligere at styrke samtlige drifts- og forretningsområder oprettes stillingen kvalitetschef, som besættes af nuværende sekretariatschef, Ulla Gregor. Ulla får direkte reference til den administrerende direktør og bliver fast deltager i DAB’s bestyrelsesmøder.
Ændringerne træder i kraft den 1. april 2020.