DAB’s nye administrerende direktør ser frem til at skabe stærke samarbejder
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Ydmyghed kombineret med en meget klar indsigt i egne evner kendetegner Ole Jacobsen, der fra august er ny administrerende direktør i DAB. Det bliver tydeligt, når Ole Jacobsen svarer på spørgsmål om, hvad det kræver af ham at lykkes i DAB, eller hvad han gerne vil nå inden for det første år af sin ansættelse.
- Jeg skal være lige så god til relationer, som jeg tror, at jeg er. Det vil komme på en prøve. Jeg er ydmyg af natur, og jeg har en ydmyghed over for jobbet, værdierne, DAB’s historie og den position, DAB er i. Jeg skal evne at stikke fingeren i jorden i organisationen. Sammen med medarbejderne og DAB’s bestyrelse skal jeg få styrket forretningen. Det er store sko, jeg skal træde ned i, og det giver en sund ydmyghed, fortæller Ole Jacobsen.
Samarbejde
Den nye administrerende direktør kommer ikke ind ad døren med en 100-dages plan, så medarbejderne kan mærke, at der er kommet en ny mand på posten.
- Den retning, jeg vil skabe, skal jeg skabe med lederne, medarbejderne og bestyrelsen. Der er sindssygt mange kompetencer på Finsensvej, og det handler om at skabe rammerne for at få dem bedst muligt i spil. På det relationelle har jeg stærke mål internt og eksternt. Mit udgangspunkt er en dyb respekt for det, der allerede er, forklarer 52-årige Ole Jacobsen.
Går på to ben
Som andre mennesker går Ole Jacobsen på to ben, men han gør det også i overført betydning. Hans baggrund som formand for DBU Sjælland og erfaringerne fra foreningslivet gør ham i stand til at navigere i et farvand, hvor der både er forretning og forening at forholde sig til.
- Det er præcis dén udfordring, jeg synes er spændende. Jeg glæder mig til at kunne arbejde med at understøtte det levede liv, det lokale demokrati i boligafdelingen, samtidig med at drive et topprofessionelt selskab. Der kan være dilemmaer og paradokser, men DAB er i virkeligheden et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at forene de to elementer, fortæller Ole Jacobsen
Stærkt netværk
Den kommunale sektor har de sidste 22 år været omdrejningspunktet for Ole Jacobsen, der har været leder på forskellige poster siden 1997. I den tid har han fået opbygget et stærkt netværk og en solid erfaring med ledelse. Det kommer DAB til gavn.
- Frem for alt kan jeg gøre brug af min ledererfaring. Derudover kan jeg bruge de relationer og det netværk, jeg har bygget op gennem mange år. Der findes ikke en kommune på Sjælland, hvor jeg ikke kender kommunaldirektøren, så skulle det da lige være en nyansat. Jeg kender også mange af borgmestrene, så jeg har et godt netværk ind til at samarbejde med kommuner. Jeg har været vant til at samarbejde med byråd, foreninger, erhvervsliv og boligselskaber. Ledelse på det her niveau kræver altid gode relationer, fortæller Ole Jacobsen, der blandt andet kender sektoren fra byggesager, udlejningssager eller sager med boligsocialt indhold.
Vil gøre sit bedste
Som leder har Ole Jacobsen været vant til at have fokus på, hvad der skaber værdi. Men hvordan vil han selv skabe værdi i DAB?
- Jeg vil for det første gøre mit allerbedste og bruge al den erfaring, jeg overhovedet har, så jeg kan være med til at formulere og sætte retning for DAB og for de administrerede selskaber. Jeg skal nok stille mig op og udtrykke retningen, men vi skal i fællesskab formulere den, lyder udmeldingen.