DAB’s Fællesskab & Frivillighed nomineret til pris
Femten boligselskaber er med i kapløbet om BL’s pris inden for kategorierne; drift, boligsocialt arbejde, beboerdemokrati, nybyggeri og renoveringer. Det er første gang, BL uddeler priser for almene projekter og indsatser, og 131 boligselskaber valgte at indsende deres bedste bud. DAB’s indsats 'Fællesskab & Frivillighed' deltager i kategorien beboerdemokrati.
Mathilde Sophie Buch, der har været med i indsatsen Fællesskab & Frivillighed siden starten for snart tre år siden og er spændt på, om prisen tilfalder DAB:
Det har været tre meget spændende år og har involveret mange. Ikke bare fra DAB-huset, men især aktive personer fra de boligselskaber og –afdelinger, DAB administrerer. Jeg synes, vi er nået langt ved fælles hjælp, og jeg håber selvfølgelig, at vi vinder prisen. Men uanset udfaldet, så er det en stor anerkendelse til alle, der har været med til at gøre projektet til dét, det er i dag, Siger Mathilde Sophie Buch.
BL afslører vinderne fredag den 17. november ved Almene Boligdage i Århus. Her deltager blandt andre medarbejdere fra landets almene boligorganisationer og flere af de frivillige beboere, der indgår i de indstillede projekter.
Fællesskab & Frivillighed fortsætter
DAB fik i udgangen af 2014 støtte fra VELUX FONDEN til indsatsen Fællesskab & Frivillighed. Formålet var at styrke sammenhængskraften i boligafdelingerne og bruge de eksisterende ressourcer i boligafdelingerne mere aktivt til at understøtte beboeraktiviteter. Men selvom indsatsen officielt har en løbetid på tre år, fortsætter DAB med at sætte fokus på fællesskab og frivillighed i boligafdelingerne, fortæller Niels Olsen, administrerende direktør i DAB:
Toget kører, om man så må sige. Det giver ingen mening at forsøge at bremse det nu, hvor vi har så stor en tilslutning. Tværtimod vil vi fortsat bakke op om de mange aktive beboere og de gode tiltag rundt om i boligafdelingerne. Og vi vil også fortsat hylde de frivillige ved DAB’s årlige Frivilligdag, fastslår Niels Olsen.