Camilla Hegnsborg blandt kandidaterne til BL’s formandspost
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Privat
Til juni skal der vælges ny formand for BL. Det skyldes, at Palle Adamsen ikke genopstiller. BL’s bestyrelse har indstillet tre kandidater. En af dem er Camilla Hegnsborg, der er formand for BL’s 1. kreds i København og Frederiksberg og næstformand i Hovedstadens alm. Boligselskab, som DAB administrerer.
I mere end 32 år har Camilla Hegnsborg deltaget aktivt i beboerdemokratiet.
- Mit hjerte banker for den almene boligsektor, for mangfoldigheden, for menneskerne der bor alment, og jeg arbejder med en grundholdning om, at der skal være plads til alle, fortæller kandidaten.
Camilla Hegnsborg har de sidste 14 år været formand i egen afdeling, næstformand i HAB og de sidste to år været medlem af DAB’s bestyrelse.
- Jeg har i en årrække deltaget i kredsarbejdet i BL, og her blev jeg i 2016 valgt som formand for BL 1. kreds. Det er et meget politisk hverv, som jeg elsker at være en del af. Derudover er jeg udpeget til medlem af BL-forretningsudvalg og BL-bestyrelse – så jeg anser mig selv for at være en person med solid politisk erfaring med et bredt netværk samt kendskab til sektorens udfordringer, fortæller Camilla Hegnsborg.
Hvad er udfordringerne?
Den almene sektor er under kæmpestor politisk bevågenhed i disse år, og Camilla Hegnsborg kommer let i tanke om nogle af de udfordringer, sektoren står over for i de kommende år.
- Vi skal skabe de bedste betingelser for nuværende og kommende beboere. Udfordringerne er ikke de samme landet over, det gør, at vi skal være skarpe på at gøre det rigtige og binde land og by sammen. Vi skal sikre os, at vores boliger er sunde, tidssvarende og at vores boligområder fungerer. Vi skal bygge nyt, og vi skal renovere, og det skal vi gøre klogt, økonomisk og med miljøet for øje. Vi skal bygge boliger, der er til at betale, og vi skal være nysgerrige på andre boformer, siger Camilla Hegnsborg.
Beboersammensætning
Gode almene boligområder er for Camilla Hegnsborg blandede boligområder med stærke fællesskaber:
- Jeg drømmer om at kunne tiltrække flere ressourcestærke beboere til visse områder, så vi på tværs af indkomst, køn og etnicitet skaber den perfekte sammensætning, hvor vi også kan være gode rollemodeller for hinanden – vi skal dyrke frivilligheden, det gode naboskab og huske hinanden på at medmenneskelighed ikke er politik. Vi skal blive bedre til at inddrage civilsamfundet og fastholde fokus på at vise, hvor stor værdi den almene boligsektor har for samfundet.
Rammen udfordrer
Der er skrevet meget om det rammebeløb, den almene sektor er underlagt ved byggeri og renovering, og Camilla Hegnsborg er klar i mælet:
- Det er klart for enhver, at hvis vi skal i mål med påkrævede renoveringsprojekter, flere billige boliger, hvor miljø og bæredygtighed også er i fokus, og for eksempel at afhjælpe hjemløshed - så er den absolut største udfordring i den kommende periode at kunne bygge og renovere inden for rammebeløbet. Og så skal vi på en klog og fremtidssikret måde tilpasse antallet af boliger i de områder, hvor efterspørgslen ikke er så stor og udvikle der, hvor efterspørgslen er større altså vi skal bygge klogt og i en kvalitet der holder mange år, og ikke mindst skal vi fastholde og anerkende det store engagement, som alle de frivillige yder i vore boligområder. Beboerdemokratiet er limen i vores sektor.
Velfærdssamfundet
Den almene sektor løfter nogle vigtige samfundsopgaver, blandt andet i samarbejde med kommunerne. Sektorens rolle kan man ikke overse, mener kandidaten.
- Jeg ønsker mig en almen sektor, der åbner sig mod civilsamfundet og står på mål for den meget vigtige rolle, vi bidrager med. Jeg mener, at sektoren er en enorm bidragsyder til velfærdssamfundet. Vi er en del af løsningen på mange af landets udfordringer. Man kunne fristes til at sige, at vi er hele løsningen, men jeg mener alligevel at, vi skal passe på ikke at forsøge at løse alle problemer alene men vi kommer langt med samarbejde, politisk tæft og gode løsningsforslag, ikke bare for boligområderne, men for hele Danmark, fortæller Camilla Hegnsborg.
Læs mere om formandsvalget og de øvrige kandidater her:
https://bl.dk/politik-og-analyser/temaer/formandsvalg-i-bl-2022/
- Valgt som formand for BL 1. kreds i 2016.
- Har deltaget aktivt i beboerdemokratiet i mere end 32 år
- Har de sidste 14 år været formand i egen afdeling, næstformand i HAB og de sidste to år været medlem af DAB’s bestyrelse.