”Brug Bolden, hvis du tør” vendte tilbage med stor succes
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Preben Koch
Omkring 200 deltog, da ”Brug bolden, hvis du tør” atter blev holdt på torvet i Lundtofteparken, Boligorganisationen SAMVIRKE i Lyngby efter en tvungen corona-pause. Ved arrangementet spiller børn og unge fodboldkampe mod politiet, og nogle gange politikere, og får samtidig lært hinanden bedre at kende.
- I samarbejde med kommunen, SSP og politiet fik vi på ny afholdt mærkedagen. Langt over 100 børn og mindst lige så mange voksne deltog, da der blev spillet kampe mellem politiet og sammensatte hold med boligafdelingens børn og unge. Det var et super arrangement, fortæller ejendomslederen Preben Koch, der har været primus motor til at sparke liv i dagen igen.
De lokale foreninger leverede maden, og beboerne kunne op til arrangementet købe madbilletter til kun 20 kroner, fordi afdelingsbestyrelsen havde fundet budget til resten. Politiet kom med sin hundetjeneste, en motorcykelbetjent og en patruljevogn, så alle beboerne fik en stor oplevelse.
- Det er første gang i tre år. Jeg tænkte, gad vide om vi kan samle folk, og det kunne vi! Der var fuld plade, og det var en kæmpe succes. Det er rigtig flot, at politiet stiller op med syv mand til vores arrangement. De kom ved 16-tiden og var her to timers tid, siger afdelingsformand Leif Luxhøj-Pedersen.
Inddrager flere
Det primære formål med arrangementet er, at beboerne får mulighed for at møde politiet, men også at lære både ejendomsfunktionen og bestyrelsen lidt bedre at kende.
- Der kommer en helt masse børn, der har deres forældre med. Vi kommer i kontakt med nogle af de beboerne, vi ikke nødvendigvis ser til et beboermøde. Vi får inddraget nogle flere i livet i boligafdelingen, så det kunne ikke være meget bedre. Det er lidt det samme som vores fastelavnsarrangement gør. Beboerne fik samtidig mødt Preben, der er forholdsvis ny herude. Både de ansatte på ejendomskontoret og afdelingsbestyrelsen bliver synlige og får mødt nogle flere af områdets beboere, siger Leif Luxhøj-Pedersen.
Driften havde indkøbt t-shirts til alle deltagende og kildevand, så ingen tørstede. De havde også malet banen op på områdets torv, sørget for bordbænkesæt og meget mere.
- Det er godt gået, at ejendomskontoret har kunnet løbe det her projekt i gang igen. Jeg ved fra andre foreninger, jeg deltager i, at det kan være svært efter corona. Preben Koch og mesterassistent Jimi Middelbo Thomsen har gjort langt det meste arbejde, siger Leif Luxhøj-Pedersen.
Borgmester Sofia Osmani åbnede arrangementet, hvorefter hun blev i lang tid og talte med beboerne. Dagen sluttede klokken 19.30, og arrangementet bliver med garanti gentaget næste år.