Bredalsparken – helt unik
Hvis du får tid, så burde du dreje omkring Bredalsparken i Hvidovre almennyttige Boligselskab.
Et unikt byggeri, udført med omhu, godt håndværk og i gode, holdbare materialer – og det hele tegnet af arkitekten Svenn Eske Kristensen engang i 40’erne. Helt specielt er også det grønne landskab, som så fint pakker bebyggelsen ind.
Imponerende pyramidepopler, nogle op til 30 meter høje og grønne plæner, der løber gennem området – og helt uden trafik. Jo, det er en perle. Og det har andre heldigvis også fået øjnene op for. Bredalsparken er nemlig kommet på top ti listen over de vigtigste boligbebyggelser fra 40’erne og 50’erne.
I den anledning havde Bygningskultur Danmark inviteret til et seminar i netop Bredalsparken, for at interesserede kunne få et kig på noget af det vigtigste arkitektur, vi har i Danmark. Fortællingen om de grønne parker og tankerne bag udendørslivet var lagt i hænderne på DAB’s landskabsarkitekt Mogens Bundgaard.
1.000 træer
Bundgaard, der har rådgivet bestyrelsen og ejendomsfunktionærer med udviklingen af Bredalsparken i årtier, guidede forsamlingen gennem området, mens han fortalte.
- Selv om byggeriet er fra 40’erne og 50’erne, så er det faktisk først nu, hvor træerne er vokset helt til, at vi rigtigt kan se, at alting er, som det var planlagt. Bredalsparken er et område med over 1.000 træer, og vi værner godt om dem, fortalte Mogens Bundgaard, der også var glad for det smukke terræn og de mange åbninger i parken, der giver et godt kig gennem området.
- Det grønne har også en stor betydning for bestyrelsen. De er meget optaget af at skabe nogle grønne, brugbare rum. Og årligt afsætter de 1,5 millioner kroner til ny beplantning. Jeg skylder da også at sige, at Bredalsparken slet ikke bruger sprøjtemidler. Sådan har det været siden 1987.
Hvis du vil vide mere om Bredalsparken, så kan du læse mere i den nye bog ”1940’erne og 1950’ernes murede boligbebyggelser”. Bogen er gratis – mod betaling af porto - og kan fås ved henvendelse til info@bygningsarv.dk. Bogen indeholder mange smukke billeder og beskrivelser af spændende boligområder i Danmark.
Du kan også læse mere om Bredalsparken i det kommende nyhedsbrev.