Boligselskab vil åbne dørene for unge og jobsøgende
Tekst og foto: Julie Grothen
Den 19. marts deltog Køge alm. Boligselskab i ”Job- og uddannelsesmesse” i Ringsted, hvor boligselskabet havde deres egen stand.
- Vi skal åbne alle de døre, vi kan. Det er anden gang, at vi er af sted på en uddannelsesmesse, og det må siges at være en succes. Det gav bonus, da vi var på uddannelsesmesse i Køge, hvor vi efterfølgende har ansat en ny elev, siger selskabsformand Søren Dalgaard.
Ved messen i Ringsted deltog selskabsformanden sammen med ejendomsfunktionærerne Pia Knarkegaard Christensen, Thomas Storch Maclennan og Jan Roosevelt Nielsen, der til daglig arbejder i Blåbærparken i Køge.
På messen mødte de unge og jobsøgende og fortalte om, hvad det vil sige at arbejde i et boligselskab, og hvilke muligheder det giver.
- Vi har jo en bred vifte af forskellige opgaver. Vi løser for eksempel beboeropgaver og grønne opgaver, og hvis du tilegne dig ny viden, så har du alle muligheder for det. DAB opfordrer os jo til at tage kurser og efteruddannelse, fortæller Jan Roosevelt Nielsen, der er ansat i en flexjob-stilling.
- Det er også en arbejdsplads, hvor der er plads til forskellige. Det er selvfølgelig et fysisk arbejde, men der er så mange redskaber, og det er ikke nødvendigvis tungt arbejde, tilføjer han.
Stor interesse
På job- og uddannelsesmessen deltog 70 virksomheder, og der var kø foran Ringsted Kongrescenter, da dørene åbnede klokken 9.30. Borgmester Klaus Hansen bød velkommen, og herefter gik de besøgende rundt ved de mange stande.
Selskabsformanden og de tre ejendomsfunktionærer havde ikke mange ledige stunder, for mange ville gerne høre om job- og uddannelsesmulighederne i Køge alm. Boligselskab. Det er anden gang, at selskabet er på uddannelsesmesse, og det giver rigtig god mening, forklarer Pia Knarkegaard Christensen.
- Hvis jeg kan hjælpe et ungt menneske videre, så har jeg gjort noget. Og det, at jeg er kvinde, kan også betyde noget, for det er mange måske ikke vant til at se, men jeg kan altså godt lide at bruge en hammer, siger hun.
Også Jan Roosevelt Nielsen finder det meningsfyldt at være med til at fortælle om jobmulighederne i boligselskabet.
- Vi er entusiastiske og har et stort ejerskab i vores arbejde. Det kan de unge også se, når de møder os, siger Jan Roosevelt Nielsen.
Den gode arbejdsplads
På standen var der både materiale om Køge alm. Boligselskab, om uddannelsen til ejendomsservicetekniker og om løn- og arbejdsforhold i branchen. Og der kom både spørgsmål om virksomhedspraktik, flexjob, ejendomsserviceteknikeruddannelsen og om job i administrationen.
For selskabsformand Søren Dalgaard hænger den gode arbejdsplads i den grad sammen med det at være et boligselskab.
- Vi har jo mere end 3.000 beboere i Køge, som skal have et godt sted at bo. Og hvis de ansatte går glade på arbejde, så smitter det også af på de mennesker, som bor i afdelingen, siger han.
Vigtigt at samarbejde
Søren Dalgaard fremhæver boligselskabets samarbejde med Køge Kommune, blandt andet i forbindelse med folkeskolernes praktik, hvor Køge almennyttige Boligselskab er på listen over praktikpladser. Selskabsformanden har også kontakt til FGU i Køge, hvor unge er i afklaring om at finde en uddannelsesvej.
- Vi skal ikke være blinde over for, at mange af ejendomsfunktionærerne i dag er oppe i årene. Vi skal føre al deres gode viden videre til de unge, siger Søren Dalgaard.
Som medlem af DAB’s bestyrelse er han også med i den arbejdsgruppe, som arbejder med netop tilknytning og tiltrækning af medarbejderne i både administration og drift.
- Tilknytning og tiltrækning af de gode medarbejdere bliver i den grad taget seriøst, også i DAB’s bestyrelse. Den gode arbejdsplads er noget, vi arbejder med. Vi kan jo ikke bare skrue op for lønnen, men skal skabe de gode rammer for medarbejderne, siger Søren Dalgaard