Boligselskab nomineret til social pris for medarbejdernes indsats
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Når man gør sig umage og hjælper andre, bliver det nogle gange bemærket. Det er tilfældet for medarbejderne på ejendomskontoret i VAB, Værløse alm. Boligselskab, der på forskellig vis hjælper udsatte borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Indsatsen førte til, at de blev nomineret til Furesø Kommunes pris for socialt ansvar 2023 og fik en andenplads, kun overgået af fodboldklubben FC Nordsjælland.
- Jeg blev spurgt af kommunen, om vi ville tage imod udsatte borgere i forbindelse med et nyt projekt, og det ville selskabet og vi gerne. Vi fik fire personer med hver deres udfordringer, der skulle igennem et afklaringsforløb, fortæller ejendomsleder Mads Hedegård Jensen.
Superglad for at hjælpe
Projektet med arbejdsprøvning begyndte i februar, og i april blev de fire borgere tilknyttet ejendomsfunktionær Mette Skovgaard, som er den medarbejder, der primært løfter opgaven med at tage borgere ind.
- Jeg har vist dem, hvordan man løser forskellige opgaver i driften. For eksempel hvordan man luger og slår græs. Der er også et socialt aspekt, og vi har brugt en del tid på at tale sammen og finde ud af, hvad de kan og ikke kan. Jeg er superglad for, at jeg kan hjælpe nogen, der har det svært. Det er krævende, særligt i starten, men man bliver stolt af sig selv, siger Mette Skovgaard.
- Det har også handlet om at få dem væk fra hjemmets fire vægge og vise dem, at de kan gøre nytte. Forløbene har haft forskellig varighed, og de har alle været igennem nu, men i januar fik vi en ny i praktik, supplerer Mads Hedegård Jensen.
Medarbejderne gør en stor indsats
At Værløse alm. Boligselskab løbende tager et socialt ansvar er helt oplagt, hvis man spørger selskabsformand Niels Teinhart, der mener, at medarbejderne gør en stor indsats.
- Vi er en del af byen, og nogle af dem, vi har i praktik og lignende på ejendomskontoret er nuværende eller kommende beboere hos os. Som alment boligselskab er vi en del af samfundet, og det er naturligt for os at tage socialt ansvar. Det er rart, at medarbejderne på ejendomskontoret med nomineringen bliver anerkendt for den store indsats, de gør. Fortjenesten er deres, siger selskabsformanden
Tæt samarbejde
Når borgere på kanten af arbejdsmarkedet kommer i arbejdsprøvning i boligselskabet, sker det i et tæt samarbejde med kommunen.
- Ejendomskontoret har et godt samarbejde med kommunen og jobcenteret, og vi mener som selskab, at vi er nødt til at bidrage til det samfund, vi er en del af, så derfor siger vi ja til at hjælpe med jobprøvning og lignende, forklarer Niels Teinhart.
Mange succeser
På ejendomskontoret er der også ansat en fleksjobber. Det er en medarbejder, som tidligere var ansat på almindelige vilkår, men som desværre fik KOL. Han blev omskolet, så han kunne arbejde på kontoret.
- Vi har også en medarbejder, der kun kunne arbejde fem timer til at begynde med. Hun var et kæmpe talent, der arbejder 37 timer om ugen og foretager fraflytningssyn af boliger. Det er en stor succes. For os handler det om at finde talenter, vi kan hive ind, så både de og vi får noget ud af det, siger ejendomslederen.
- Det handler om at gøre noget for andre mennesker, og dermed at kunne hjælpe andre videre i deres liv. Det er rart at blive nomineret til en pris, der viser, at det bliver værdsat, siger teknisk leder Michael Vang.
Ejendomskontoret, og særligt Mette Skovgaard, bruger i starten af et forløb en del tid på at få ført de nye ind i opgaverne, og det lønner sig.
- Det kræver noget af Mette og tager en del tid i starten, men når de er kommet i gang, er det en hjælp for os. Mette gør det sindssygt godt, og det her kræver en som hende, siger Mads Hedegård Jensen.
I 2019 skrev vi om Seedou Osman, som i 2017 kom i praktik og senere blev fastansat i Værløse alm. Boligselskab. Seedou Osman arbejder stadig i selskabet, hvor han i dag står for pasning af udearealer i boligafdelingen Espebo med 273 boliger.
- Seedou fik jobbet hos os som sit første job i Danmark. Det gik rigtig godt, og i dag er han ansat på almindelige vilkår. Det er jo også en mulighed for at se medarbejdere an på, når vi har et samarbejde med jobcenteret, så det kan også gavne os selv, som det var tilfældet med Seedou, slutter Niels Teinhart.
- Om nomineringen af selskabet lød det: VAB har etableret praktikpladser for udsatte borgere, der står på kanten af arbejdsmarkedet. Indsatsen har integreret disse borgere i et fællesskab og motiveret dem til at skabe positive forandringer. VAB har også ansat en fleksjobber og en i en ordinær stilling.