Boligafdeling fik tilskud til terrasseprojekt
Tekst og foto: Julie Grothen
Der er tænkt på både sol og skygge på den nye terrasse i boligafdelingen Ved Branddammen i Gladsaxe.
- Her er sol hele dagen, så derfor har ejendomsmesteren sat et solsejl op, fortæller afdelingsformand Peter Olsen.
På det store grønne område lå før en gammel legeplads, som blev nedlagt.
- Vi indkaldte dem, der bor omkring området, til et møde om, hvad de kunne tænke sig, nu der ikke længere var legeplads. Der bor mest ældre mennesker i denne del af boligafdelingen, forklarer afdelingsformanden.
Insektvenlige planter
Beboerne havde forskellige ønsker til området, og valget faldt på en terrasse med mulighed for at mødes ved bordbænkesættet til en kop kaffe eller at samles ved grillen. Projektet har to sammenhængende terrasser, så man kan sidde lidt forskudt. Planterne rundt om er insektvenlige, og det er planlagt, at der skal sås vilde blomster i et afgrænset felt.
- Det bliver flot at kunne sidde her og kigge på blomsterne. Vi havde en gartner i bestyrelsen, som har stået for det, sammen med et andet tidligere bestyrelsesmedlem. De har gjort det godt, fortæller afdelingsformanden.
Terrasseprojektet trak noget ud, fordi der var forsinkelse på leverancen af fliser på grund af Covid-19, men så snart terrassen var klar i foråret 2022, blev den taget i brug.
- Det blev færdigt, samtidig med at det var eid. Der var tre-fire familier, som var hernede og hygge sig, og de havde potter og pander med, fortæller Peter Olsen.
Ved Branddammen har modtaget 40.000 kroner i tilskud fra Strategiudvalget i DAB.
Alle boligselskaber og -afdelinger, der er administreret af DAB, kan søge Strategiudvalget om tilskud til tiltag, der fremmer en grøn omstilling i boligområdet, og aktiviteter, der samler beboerne og styrker beboerdemokratiet. Læs mere her