Bo med Natur 2024: Fugleliv
Tekst: Julie Grothen Foto: Landskab
Siden 2019 har Landskab i DAB haft en årlig kampagne for at sætte fokus på, hvor vigtigt det er med en rig beplantning i boligafdelingerne - for beboere, natur og for biodiversitet.
I 2024 handler Bo med Natur om fugleliv. Alle ejendomskontorer og bestyrelsesformænd får i begyndelsen af februar en mail med information om kampagnen og med opskriften på et nemt og velfungerende fuglehus lige til at gå i gang med.
- Vi foreslår, at beboere i alle aldre bygger fuglehusene i samarbejde med ejendomsfunktionen, som for eksempel kan stille værktøj til rådighed eller deltage i arrangementet. På den måde får I en god dag i fællesskabets og biodiversitetens tjeneste, siger landskabsarkitekt Ziff Hansen.
Testet ved workshop
Opskriften på fuglehusene har landskabsarkitekterne afprøvet sammen med deres egne børn ved en workshop i januar.
- Det var hyggeligt, og det gik tjept, efterhånden som der kom system i tingene. Vi brugte cirka 800 kroner i materialer; skruer og brædder til 12 fuglehuse, fortæller Ziff Hansen.
Landskab anbefaler at lave en workshop med forskellige stationer. Så er der en voksen ansvarlig ved alle stationer, og børnene kan få lov at prøve det hele.
Hvor skal huset sættes op?
Det er vigtigt, at bestyrelsen og ejendomsfunktionen aftaler, hvor i boligafdelingen fuglehusene må hænges op.
Når I træffer beslutningen, er der flere ting at tænke på: Fuglehusene placeres bedst vendt ud mod åbent terræn, for eksempel på en husmur, en pæl eller i et træ, et sted hvor der ikke er for mange grene, som skærmer luftrummet omkring kassen eller giver adgang for rovdyr.
- Det er bedst, hvis hullet vender mod øst eller nord, så det er vendt bort fra den direkte sol og den værste blæst og regn, siger Ziff Hansen.
Selve huset kan sættes op med en skrue direkte ind i et træ, men sæt en afstandsklods bag fuglehuset, så der er lidt luft ved stammen, og træet kan vokse. Det samme gælder, hvis man binder fuglehuset omkring et træ: Her skal bruges en holdbar snor, som skal løsnes løbende, i takt med at træet vokser.
- Det er en god idé at begynde at hænge fuglehusene op allerede om vinteren, så fuglene kan nå at vænne sig til dem, tage på besigtigelse og få ordnet indflytningssyn i god tid inden ynglesæsonen, siger Ziff Hansen.
Bo med Natur er et initiativ udarbejdet af Landskab i DAB. Kampagnen har til formål at øge fokus på og viden om biodiversitet og det vigtige ved en mangfoldig beplantning i det grønne. Læs mere her