Biogruppen i Kildemarken knokler videre for at skabe biodiversitet
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Johnny Gudmand(gruppefotoet) og Hanne Thejll Stabæk
Det er omkring et år siden, vi sidst besøgte ”Biogruppen” i Ringsted, der samarbejder om at skabe biodiversitet og liv i de store, grønne fællesområder i Grundejerforeningen Kildemarken. Medlemmerne af gruppen repræsenterer beboerne i de almene boligafdelinger Kildemarken og Kildemarken III, ejere, andelshavere og naboafdelingen Skovgården, og det er ikke så lidt, der er sket siden sidste besøg.
- Vi mødte en del bump på vejen og fandt ud af, at det ikke var bare lige at give liv til vores mange idéer. Der er en del processer, vi er blevet klogere på, og vi har jo også en rimelig fastlåst lokalplan at forholde os til, men vi rykker os, siger Per Sperling, beboer i Kildemarken og medlem af afdelingsbestyrelsen i Kildemarken.
Olga Rakitchenkova, landskabsarkitekt i DAB, skrev speciale om området i Kildemarken og hjalp gruppen med udarbejde en strategi.
- Vi havde rigtig travlt i foråret og tabte næsten pusten, men er kommet videre, og kommunen gav os blandt andet lov til at skabe nogle midlertidige installationer i området. Vi har været i dialog med kommunen, og det vigtige er, at vi sørger for at have alle interessenterne i området med, og det er udfordringen, siger Mathias Stabæk, medlem af Grundejerforeningen Kildemarkens bestyrelse.
Tilpasser strategien
Specialet er bredt og ambitiøst, og Biogruppen har valgt at fokusere på de grønne arealer i området.
- Grønningen er lige nu et sted, man bare går igennem. Hvis vi kan kombinere biodiversitet og fællesskab, vil det være superfint. Det er vigtigt for os at fortælle, at vi gerne vil have, at folk bidrager med idéer, og at de kan være med i det omfang, de har tid og lyst. En stor del af strategien er at sikre beboerinddragelse, siger Hanne Thejll Stabæk, medlem af grundejerforeningen.
Helene Su-Min Ting Danielsen, der også er en del af den bredt sammensatte bestyrelse, har på baggrund af specialet skrevet et udkast, som i skrivende stund skal præsenteres for grundejerforeningens interessenter og derefter skriftligt til Ringsted Kommune:
- En del af strategien handler om, at når man tænker på biodiversitet, så skal man huske, at det tager tid at forandre naturen – særligt hvis det ikke skal koste en formue og samtidig være en vedvarende løsning. Man kan dele strategien op i 13 dele, og vi starter med de lavthængende frugter og det, der er synligt. Vi er nødt til at dele strategien op i bidder.
Engagement med stort E
Hvorfor blive ved med at løbe, når man et par gange har løbet panden mod en mur af udfordringer? Svaret er ganske enkelt, når man spørger de fire frontløbere.
- Det er sindssygt vigtigt, at vi gør noget for at skabe bedre vilkår for biodiversiteten. Vi kan ikke lade arter forsvinde. Vi bliver nødt til at skabe levesteder, man må ikke underkende, hvor vigtigt det er med artsrigdom, siger Hanne Thejll Stabæk.
- Jeg har boet her i 23 år, og der er samlet set 600 mennesker, der bor her, men ikke oplever naturen. Det her er et sted, vi bor, lever og er, og det skal vi gøre noget for, det er afgørende, siger Per Sperling.
- For mig er biodiversitet vigtigt, og det samme er muligheden for fællesskab. Du møder ikke lige nogen i området, som det bliver brugt nu. Det skal være et rart sted at være, noget der kan samle os der bor her, siger Helene Su-Min Ting Danielsen.
- Jeg har siddet i grundejerforeningens bestyrelse i mange år, og jeg mener, at vi har et ansvar for at gøre noget ud af den grønne ørken. Vi skal inspirere til biodiversitet. Det er trist at se de mange grønne græsplæner, hvor der kunne være noget andet. Det er praktisk og nemt, men det er ikke fordrende for biodiversitet, og det vil vi ændre, siger Mathias Stabæk.
Nu bliver det spændende at se, hvad en mere erfaren biogruppe formår at skabe i omgivelserne i Kildemarken fremadrettet. Ét er sikkert, gå-på-mod og engagement har medlemmerne i overflod.
Se flere fotos i galleriet nedenfor.