Beboerkontakten er blevet mere digital
Tekst og foto: Julie Grothen
Hverdagen er ved at være tilbage i boligafdelingerne efter corona. Men ikke alt er, som det var før pandemien, og det er der fordele ved, hvis du spørger mesterassistent Peter Thornbull Olesen, Vildtbanegård.
Ejendomskontoret dækker fire boligafdelinger i Ishøj med knap 1900 boliger, og det er særligt, når det gælder beboerservice, at der er sket en ændring.
- Vores beboerkontakt er blevet meget mere digital. Det er nok det allerstørste aspekt hos os. Vi får færre mennesker på ejendomskontoret fysisk. Mange har fundet ud af, at de kan sende en mail og smide et billede med det samme, og det fungerer rigtig fint. Folk har vænnet sig til det, fortæller Peter Thornbull Olesen.
- Rigtig mange beboere er blevet dygtige til at skrive adresse i emnefeltet, for så ved de, at korrespondancen ligger på adressen. Og så sender de billedet af blandingsbatteriet, køleskabet eller hvad det nu er, siger han.
Fotos sparer tid
Når beboerne sender fotos af problemet, sparer det arbejdstid.
- Måske bruger vi mere tid på mail, men alternativet er, at en beboer kommer herned, og vi sender en ejendomsfunktionær op i boligen og besigtiger, og så måske en anden, som skal udbedre det. Hvis du kan bedømme ud fra mailen, at det er en skade, for eksempel på et komfur, som du fysisk kan se, så ved vi allerede, om vi skal bestille en håndværker eller skifte noget ud. Det er meget mere effektivt set fra vores synspunkt, forklarer mesterassistenten.
Plexiglas og håndsprit
På ejendomskontoret er der sat plexiglas op som afskærmning i forkontoret.
- Den er ikke generende, og det er med mahognikanter, så vi har beholdt den indtil videre. Det er udskåret lidt som i en gammel bank, siger Peter Thornbull Olesen.
Vanen med at spritte hænder af er også kommet for at blive i Vildtbanegård.
- Spritstationer beholder vi. Vi har en hovedindgang til beboere og en håndværkerindgang, som vi også selv bruger. Vi har spritdispensere stående begge steder. Der er gået god rutine i det i samfundet, så hvorfor ikke bare køre videre?, lyder det fra Peter Thornbull Olesen.
Bedre vaner giver styr på tingene
Der er i det hele taget kommet bedre vaner på ejendomskontoret under corona, forklarer han.
- Det er nogle rutiner, som blev bedre under corona. Det bliver mere ryddeligt, når man har fokus på hygiejne. Det tror jeg også giver et psykologisk aspekt, der gør, at man har lidt mere styr på tingene. Det sker også i folks hjem, mener Peter Thornbull Olesen.
Succes med hjemmearbejde
Hjemmearbejde har været en del af corona, men når sommerferien er forbi, så er kontoret i Ishøj igen fuldt bemandet.
- Vi er tilbage på fuld styrke. Vi ikke så meget hjemmearbejde, men det kan godt være, det bliver aktuelt, for der har været fordele i det. Hvis man har rutinesager, det kan for eksempel være en forsikringssag eller noget andet skriftligt, der skal på plads, så er hjemmearbejde bedre end et åbent kontor, hvor der sjældent er ro. Det har vi haft stor succes med under corona, siger Peter Thornbull Olesen