Beboere og ansatte stod model til kunstværker
Tekst og foto: Julie Grothen
Når du svinger ind i Albjergparken i boligafdelingen Rheumpark i Brøndby, så bliver du mødt af to grupper mennesker, der står og holder om hinanden. De er ikke af kød og blod, men skabt som 3D-printede kopier i størrelsesforhold 1:1.
Kunstværkerne, der også fungerer som to kæmpe krukker, hvorfra klematisplanter vokser frem, står på den grund, hvor et af de to ikoniske højhuse i Rheumpark tidligere rejste sig. Nu er højhusene nedtaget element for element, og kunstprojektet vokset op.
- De står jo midt i højhuset. Det bliver aldrig det samme. Men det bliver pænt, og det er jo også vigtigt at stå sammen i denne her tid, siger ejendomsfunktionær Jimmy Bernhardt, som selv bor i afdelingen, og hvis mor var en af de beboere, som måtte flytte, da huset blev revet ned.
Han tilføjer:
- De symboliserer jo fællesskab.
Kunstner, ejendomsfunktionærer og beboere
De to kunstværker, der er udformet i henholdsvis hvid og lilla plastic, er skabt i et samarbejde mellem kunstner Morten Modin, ejendomsfunktionærer og beboere. Projekt er støttet med 900.000 kroner fra Statens Kunstfond til kunst og kunstworkshops i Rheumpark og to andre afdelinger, som tilsammen har medfinansieret 100.000 kroner.
Kæmpekrukkerne er sammen med en installation med lysende dyr og en overdimensioneret 3D-printet tepotte, de synlige resultater af projektet. De to andre værker er placeret i Kisumparken og i Albjergparken.
”For mig er det kunst”
Går du tættere på værkerne, kan du både se folderne i tøjet, lommerne på siden af bukserne, tørklæder og detaljer på skikkelserne i rundkredsen. Én har et armbåndsur, hvor man kan ane viseren på urskiven, en anden bærer en fingerring.
Jimmy Bernhardt kan navngive alle personer i den ene rundkreds. Det er nemlig beboerdemokrater og ansatte i driften, der har stået model.
- Jeg tænker, det er kunst – for mig er det kunst. Det er ikke set før – og jeg har et personligt forhold til det, for jeg var med i processen, siger Jimmy Bernhardt.
Sjovt og også lidt hårdt
Kunstner Morten Modin har siden maj 2022 haft base i den tidligere daginstitution Klydebo. Det var også her, de to kunstværker blev skabt.
- Jeg har jo haft alle de her workshops, og i en af dem lavede vi krukker. Jeg kom i snak med nogen om, at det kunne være sjovt at scanne nogle mennesker, der krammer hinanden og danner en rundkreds, og det kunne danne en krukke. Og det skulle være i størrelsen én til én, fortæller Morten Modin.
Han talte med de ansatte i driften om idéen, og de hjalp med at sætte et opslag op. Så mødte beboere og ansatte op for at blive scannet til værket.
- De har stået stille i en rundkreds, mens jeg gik rundt helt langsomt med 3D-scanneren. Det var sjovt og også lidt hårdt for dem, for de skulle stå i den stilling fem-ti minutter ad flere omgange, fortæller Morten Modin, som måtte indkalde modellerne flere gang.
- Jeg måtte sørge for kaffe og basser. Og det lykkedes til sidst, griner han.
Driften har hjulpet
Undervejs har kunstneren fået god hjælp af de ansatte i driften.
- Driften, og særligt Jimmy, har hjulpet meget. Jeg har samarbejdet meget med dem både i forhold til lån af udstyr, og Jimmy har været med til at finde ud af, hvordan vi kunne gøre, siger Morten Modin.
Det kan Jimmy Bernhardt bekræfte.
- Jeg har været supporter og hjulpet ham. Jeg er lidt opfindsom. Han har også lånt vores rullestillads, og vi hjalp ham med at pakke krukkerne ind og få dem op på bilen, da de skulle coates, fortæller Jimmy Bernhardt.
Går ind for kunst i Brøndby
Torsdag den 29. august blev der holdt indvielse af krukkerne og de to andre værker, og samtidig blev tre nye bord/ bænkesæt taget i brug.
- Der var taler, og børnene kunne e tegne med kridt på området. Der var mad, vandmelon og sodavand, og mange lokale var henne for at se, fortæller Morten Modin.
Afdelingsformand Christian Bundgaard er vældig tilfreds med kunstværkerne og samarbejdet med Morten Modin.
- Vi går meget ind for kunst her i Brøndby. Det gælder alle ni boligselskaber, som er sammen om Brøndby Strands fremtid, siger Christian Bundgaard, der selv var med til at stå model til den ene krukke.
DAB’s landskabsarkitekt Ziff Hansen har planlagt beplantningen og opholdspladserne omkring de to krukker.
En ny begyndelse
Endnu er omgivelserne i et tidligt stadie, men det er håbet, at de sammen med ”Opvækst” kan blive et hyggeligt opholdssted for beboerne.
- Jeg kan mærke potentialet i det. Det skal nok bevæge sig henad mere vildtvoksende sansehave, siger Morten Modin, som håber, at kunstværkerne kan skabe inspiration.
- Opvækst står jo på en byggetomt. Det kan være forbundet med melankoli og samtidig være en ny begyndelse. Jeg håber, at det kan blive et sted, hvor man kan sidde og slappe af og bare være, siger Morten Modin, der stadig har base i den nedlagte daginstitution i Rheumpark.