Beboere og ansatte fejrede nyt ejendomskontor i Herfølge
Tekst og foto: Julie Grothen
Der var både høj sol og højt til loftet i Herfølge mandag den 17 juni. Sommeren viste sig fra sin fineste side, da Herfølge-samdriftens nye ejendomskontor, som ligger i Torpgården, blev indviet med deltagelse af mere end 150 beboere, ansatte og andre.
Formand for Køge alm. Boligselskab Søren Dalgaard holdt en kort tale, hvor han takkede de ansatte for stor tålmodighed og alle de involverede parter for godt udført arbejde.
- Det er et funktionelt hus, som gør, at de ansatte i samdriften får nogle rigtig gode arbejdsforhold. Vi glæder os alle sammen med vores ansatte til at tage det nye ejendomskontor i brug. Jeg håber, at I vil tage god imod det. Til beboerne og til de ansatte: tillykke med det nye ejendomskontor, sagde Søren Dalgaard.
Højt til kip
Ejendomsleder Bjarne Sørensen klippede det røde silkebånd ind til de lyse lokaler, hvor der er højt til kip. Og så var der kø for at komme ind og kigge nærmere på faciliteterne.
I det første rum i ejendomskontoret skal samdriftens kontorassistent tage imod beboere og andre, og i et stort kontor ved siden af, er der kontorpladser til de ansatte. Ejendomsleder Bjarne Sørensen får sit eget kontor, og ejendomskontoret har også fået indrettet et mødelokale.
- Vi kan ikke få armene ned. Jeg er rigtig glad for omklædningsrummene og vi har desuden fået en god frokoststue, hvor vi allesammen kan være, fortalte Bjarne Sørensen.
Hidtil har de ansatte i samdriften været spredt på forskellige matrikler, men nu skal de alle møde ind på det nye ejendomskontor.
Fremtidssikring og omklædningsrum
Selskabsformand Søren Dalgaard lagde vægt på, at det nye ejendomskontor er en fremtidssikring. Han fremhævede også omklædningsfaciliteterne.
- Det er tydeligt, at det både er til mænd og kvinder, for der er selvstændige bruse- og omklædningskabiner, hvor du kan gå ind og lukke døren. Om du er mand eller kvinde er fuldstændig underordnet, sagde Søren Dalgaard.
Der var mange af gæsterne på ejendomskontoret ved indvielsen, som var tydeligt imponerede over de nye, lyse og rummelige omgivelser.
- Alt nybyggeri vil være flot, for det følger tiden. De bygninger, der lå her før, var fra 70’erne. Nu er kravene lidt anderledes. Det nye ejendomskontor er ikke overdimensioneret, men der er plads til, at huse flere medarbejdere end i dag, hvis vi får lov til at bygge mere i Herfølge. Vi har gjort, hvad vi kunne for at fremtidssikre inden for rimelighedens grænser, sagde selskabsformanden.
Undervejs i processen er der skiftet rådgiver, og projektet er blevet rettet til.
- Det har været en lang tur. Det tog lidt for meget overhånd med den første rådgiver. Det blev for dyrt, og det var overdimensioneret, fortalte Søren Dalgaard.
Strategi om gode fysiske rammer
Køge alm. Boligselskab har de seneste år afholdt strategidage, hvor både ansatte og beboerdemokrater deltager og blandt andet taler om arbejdsmiljøet i selskabet.
- Mange medarbejdere har givet udtryk for, at ordentlige faciliteter er med til at forbedre deres hverdag. Nu kan vi sætte flueben ved gode forhold for de ansatte i Herfølge-samdriften, sagde Søren Dalgaard.
Selskabet har fremover også fokus på faciliteter, blandt andet mulighederne for at forbedre de fysiske rammer i de tre boligafdelinger i samdriften Blåbærparken, Køgemarken og Skovparken og i selskabets største afdeling, Ellemarken.
- Der kan vi kigge på, hvordan det er blevet gjort herude, sagde Søren Dalgaard.
Nemmere med en samlet drift
Det nye ejendomskontor har kostet 15 millioner kroner og er finansieret af Køge alm. Boligselskab.
- Det er primært selskabet, der skal sørge for ordentlige forhold for de ansatte. Afdelingerne betaler forholdsmæssigt af i forhold til deres størrelse, og det har ikke givet en stor huslejeforhøjelse, siger Søren Dalgaard.
Ønsket om et nyt fælles ejendomskontor opstod, da samdriften mellem Tinggården og de syv Herfølge-afdelinger i Køge alm. Boligselskab blev etableret i 2018.
- Det er altid nemmere at lede en samdrift, når der er samling på styrkerne. Og vi fokuserer i selskabet på gode forhold for vores ansatte. Det, tror vi på, giver glade funktionærer. Og når vi har glade ansatte får vi pæne områder og glade beboere, fordi de får en god service, sagde Søren Dalgaard.
Se flere fotos fra dagen ved at klikket på billedet nedenfor.