Beboerdemokrater finder nye veje i krisetid
Tekst: Julie Grothen Foto: Johnny Gudmand
Corona-krisen har spændt ben for, at vi kan mødes, som vi plejer. Men boligselskaberne og DAB finder sammen løsninger, så benspændet ikke bremser beboerdemokratiet helt.
Mødes digitalt
Nogle steder mødes beboerdemokrater på digitale platforme. I Rheumpark, Brøndby alm. Boligselskab, har afdelingsbestyrelsen for eksempel holdt flere møder digitalt.
- Vi har holdt to afdelingsbestyrelsesmøder og et byggerådgivningsmøde. Vi brugte en platform, som næstformanden havde brugt før. Det er så simpelt. Man kan se billeder af fire deltagere ad gangen, man trykker sig ind, når man vil sige noget, og dirigenten husker rækkefølgen, fortæller Ole Larsen, der er selskabs- og afdelingsformand
Kun en nødløsning
Når selskabsbestyrelsen i Brøndby alm. Boligselskab holder sit næste møde bliver det også digitalt, og bestyrelseskonsulent Liselotte Hvidt fra DAB er med som ordstyrer.
- På et almindeligt møde kan vi se og høre hinanden hele tiden, og det er rarest. Det er jo kun en nødløsning, men hvis der er noget, der skal vedtages, så får vi det på plads, forklarer Ole Larsen.
Demokratiet skal ikke lide
I nogle selskaber har der været afholdt skriftlige afstemning om akutte punkter, som det var nødvendigt at træffe beslutning om af hensyn til økonomi eller personaleforhold.
- Beboernes helbred vægter selvfølgelig højest, men demokratiet skal ikke lide under, at vi ikke kan mødes. Verden står jo ikke helt stille, siger bestyrelseskonsulent Josefine Humeniuk, som blandt andet har håndteret en skriftlig votering i Nørre Alslev alm. Boligselskab, der er i gang med en helhedsplan.
Pragmatiske løsninger
Selvom de fysiske møder har været aflyst, har der været en hel del kontakt mellem flere selskabsbestyrelser og DAB under corona-krisen.
- Det er klart, at den gode relation mellem DAB og boligselskaberne er vigtig i en situation som denne, siger kundedirektør Anders Holmgren.
- DAB har helt klart haft mere kontakt med beboerdemokratiet på grund af corona-krisen, fordi situationen har givet nye udfordringer, som vi sammen skulle håndtere. Beboerdemokraterne er gode til at finde pragmatiske løsninger, så alle får mulighed for at blive hørt, og vi sikrer, at demokratiet ikke falder fra hinanden, tilføjer han
Både nu og fremover vil der være forskel på, hvornår vi føler os sikre i forhold til smitterisiko.
- Hvis du som bestyrelsesmedlem ikke føler dig tryg ved at dukke op til et møde, skal du kontakte din bestyrelseskonsulent. Så kan vi finde en måde, du alligevel kan give din mening til kende, siger bestyrelseskonsulent Josefine Humeniuk.