Beboerdemokrater bakkede op om digitalt repræsentantskabsmøde
Tekst: Julie Grothen Foto: Johnny Gudmand
Det plejer at være en vigtig begivenhed, hvor beboerdemokrater fra hele landet samles, når DAB afholder repræsentantskabsmøde og garantforsamling. Men i år spændte corona-krisen ben for den fysiske afholdelse.
I stedet for at mødes måtte de stemmeberettigede tilmelde sig og stemme digitalt. Og opbakningen fra beboerdemokraterne var stor. Til årsmøderne var der 187 tilmeldte. Det svarer til 69 procent for repræsentantskabsmødet og 76 procent for garantforsamlingen.
- Det må siges at være nogle ret flotte tal, og på niveau med antal stemmeberettigede ved tidligere års fysiske møder, og det glæder mig som formand. Det siger noget om, at beboerdemokratiet fortsat fungerer, selv når verden er midt i en krise, som den jo er, siger formand for DAB Henrik Berg.