Banko i beboerhuset bringer beboere sammen

Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Privat
Hvad skal der til for at styrke fællesskabet i en boligafdeling? Det er der mange svar på, men tit er alt der skal til en idé tilsat vilje til at gøre en indsats for andre. I Nymose Huse, Gentofte alm. Boligselskab, blev de inspireret af banko i en idrætsforening og besluttede at holde noget tilsvarende.
- Vi bor tæt på en idrætsforening, der hvert år har bankospil op til jul. Der går jeg og min veninde, der også bor i Nymose Huse. Vi tænkte, det kunne være hyggeligt at samle beboerne til noget lignende i det beboerhus, vi fik for halvandet år siden – hvis der altså var tilslutning, fortæller Gitte Thuesen, initiativtager og kasserer i afdelingsbestyrelsen.
Og tilslutning er der i den grad tale om. Indtil videre har der været afholdt fem banko-arrangementer i boligafdelingen, og folk møder op hver gang.
- Det er helt booket, hvilket vil sige, at vi er over 30 deltagere hver eneste gang. Der går kun to-tre dage, fra vi melder ud, til der ikke er flere pladser. Det samler alle, og vi har også børn og unge, der deltager. Vi havde intet beboerhus før, og det her er også en måde at vise det frem på og sige ”I kan også bruge det til andet”. Der er de faste deltagere, men der kommer også nye hver gang. Det er meget populært, fortæller Gitte Thuesen, som er opråber ved arrangementet.
Mad først
Kassereren går på tilbudsjagt i de lokale supermarkeder, så udgifterne til arrangementet kan holdes nede.
- Jeg finder gode tilbud rundt omkring, for vi mødes til mad klokken 17, og så går vi i gang med at spille klokken 18. Nogle har kage med, og så laver vi kaffe og te. Ved ottetiden er vi færdige, og vi hjælpes ad med at rydde op og feje og vaske op bagefter.
Flere kender hinanden
De relationer, der bliver dannet ved banko-arrangementet, spreder sig til hverdagen.
- Vi er flere og flere af de voksne, der er begyndt at kende hinanden, og børnene lærer også hinanden at kende. Det giver et styrket sammenhold, for man får noget af grine af og tale om. De ældre møder også nogle af de yngre, slutter Gitte Thuesen.
Se flere fotos ved at klikke på billedet nedenfor.

Der var igen fuldt hus, da der sidst var banko i boligafdelingen den 20. februar.
