Ammershøj fejrede fælleshave og 25-års fødselsdag
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Tonerne fra de to violiner, harmonikaen og klaveret lød mellem husmurene ved de 16 rækkehuse i Bofællesskabet Ammershøj, Lejre-Bramsnæs alm. Boligselskab, fredag formiddag den 1. juli. Her indviede beboerne deres nye fælleshave – en vild blomstereng - og to nye bordbænkesæt samt en petanquebane under opbygning. Samtidig fejrede de, at fællesskabet fylder 25 år.
Indvielsen er et resultat af, at beboerne i 2021 søgte tilskud til et grønt projekt, der skulle styrke fællesskabet, og DAB’s strategiudvalg støttede med 20.000 kroner. En arbejdsgruppe med fem beboerne har leveret en kæmpe indsats for at få området etableret og har blandt andet gravet og lagt fliser.
- Det var jo meningen, at vi skulle gøre det hele selv, og nu røber jeg en lille hemmelighed, det gjorde vi ikke. På et tidspunkt fik vi en del sved på panden ved at skulle grave, så vi havde ejendomsfunktion til lige at hjælpe os med det værste og skrabe græs af og sådan noget, sagde afdelingsformand Leif Esmark Hansen, der glæder sig over, at beboerne har fået gode rammer at tale sammen i.
En kop kaffe på bænken
Med det nye område har beboerne fået et sted, hvor de kan sætte sig og nyde grønne omgivelser og en kop kaffe med naboen. De to bordbænkesæt blev indkøbt i 2021, og beboerne har i foråret givet dem en kærlig omgang, så de stod snorlige til indvielsen.
- De bænke inviterer jo virkelig til, at sidder der bare én og drikker en kop kaffe, så tror jeg, der kommer en og sætter sig ved siden af og så videre. Det er et godt valg af bordbænkesæt, I har truffet, og det er på den måde, vi får en god snak med hinanden og vores naboer. Jeg tænker derfor, at der er noget at glæde sig til. I er jo vant til at have det godt og rart med hinanden, men det at have et fælles samlingssted, det kan jo noget. Og I får noget at holde øje med, ikke bare når der skal luges her og der, men det, at I kan følge årets gang i jeres nye have, tror jeg, bliver ret spændende, sagde Tina Mandrup, borgmester i Lejre Kommune.
Visionære beboere
Camilla Hegnsborg, beboerdemokrat og medlem af DAB’s bestyrelse og strategiudvalg, var på vegne af udvalget mødt op for at tage del i den festlige dag og rette en tak til beboerne.
- Tak for jeres ansøgning, og tak for at I er så visionære, som I er, og for at I fik ideen og lysten til at skabe fællesområdet her og jeres have. Jeg ved, I havde større ambitioner med haven i forhold til det, vi kunne støtte jer med, men jeg synes virkelig, I har fået noget ud af det. Der er rig mulighed for at skabe et endnu stærkere fællesskab, end I har i forvejen, sagde Camilla Hegnsborg, der fra egen avl havde medbragt en masse frø fra rød solsikke som en gave til beboerne.
Med fra begyndelsen
Ved formiddagshyggen var omkring 30 mennesker mødt op, og en af dem var 101-årige Grethe Roed Hansen, som skulle klippe snoren til blomsterengen sammen med borgmesteren. Beboeren var en del af det første hold, der rykkede ind for 25 år siden.
- Min mand og jeg havde en gård i Sæby, men vi var jo kommet lidt op i alderen og kunne ikke klare gården mere. Vi havde set på mange huse, men ikke fundet noget. Min mand spillede kort med en købmandskone hernede, og de blev enige om, at det kunne være meget rart, at vi flyttede ind her. Vi endte med at gøre det, og jeg har ikke fortrudt det ét eneste øjeblik. Nej, det har jeg altså ikke, siger Grethe Roed Hansen, der er glad for sine naboer.
Om aftenen stod den på tre-retters menu og alt, hvad dertil hører, så 1. juli blev på mange måder en særlig dag i Bofællesskabet Ammershøj, der nu har rammer til mange flere af slagsen.