AI kan være en hjælp for beboerdemokratiet
Tekst og foto: Julie Grothen
Det giver mening for beboerdemokrater at have kunstig intelligens i værktøjskassen til bestyrelsesarbejdet, ikke mindst til at understøtte sociale aktiviteter. Sådan var meldingen, efter DAB’s Strategiudvalg i oktober havde AI på dagsordenen på en temadag. AI kan hjælpe en bestyrelse med alt fra idéer til et årshjul for beboeraktiviteter i boligafdelingen til udarbejdelse af trin-for-trin guides til afholdelse af de enkelte aktiviteter. Den kan også hjælpe med at udarbejde en invitation.
- Vi skal ikke som strategiudvalg sige, at bestyrelser og frivillige skal bruge det. Men vi mener, at det er et værktøj, man kan bruge som idébank og inspiration, siger Michael Judge, formand for DAB’s Strategiudvalg.
AI – din nye assistent
Strategiudvalget blev præsenteret for et oplæg om kunstig intelligens i bestyrelsen og blandt frivillige. Det var Mette Wang, specialkonsulent og rådgiver hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde, som havde ordet.
- Jeg er ikke AI-ekspert, og det er min styrke. For jeg går til det intuitivt: Hvad er det her for et medie, og hvad kan jeg bruge det til? Der er så meget, man kan bruge det til i praksis, fortalte Mette Wang.
Strategiudvalget fik ud over oplægget også selv fingrene på tastaturet og prøvede kræfter med ChatGPT, det mest populære AI-værktøj.
- Som jeg ser det, er AI din nye assistent, samtalepartner, brainstorm-makker, medskaber og sekretær. Det vigtige er promptet; den besked du skriver i ChatGPT, sagde Mette Wang.
En hjælp til bestyrelserne
Det var Michael Judge, som havde foreslået, at AI blev taget op i strategiudvalget.
- Jeg blev inspirereret af at læse om AI i mit fagblad. Jeg tænkte, der må være nogle muligheder. Hvis man kan bruge det som skolelærer, så kan man også bruge det i DAB’s regi – det kan være en hjælp til bestyrelserne i det daglige arbejde, siger Michael Judge.
Han har selv været nysgerrig på ChatGPT og brugt værktøjet nogle gange som beboerdemokrat.
- Jeg brugte det til en lille artikel i vores beboerblad. Jeg spurgte om fordele ved at bo i en almennyttig bolig. Den kom med en række svar, for eksempel om samarbejde og om at være flere om tingene, som jeg brugte i artiklen, fortæller Michael Judge.
Strategiudvalget blev på temadagen præsenteret for flere eksempler på, hvad AI kan bruges til. For eksempel kan AI udforme et beslutningsoplæg med fordele og ulemper beskrevet i overskuelige kolonner.
- Det er genialt, syntes jeg, siger Michael Judge.
Brug det, som ser fornuftigt ud
Michael Judge synes, det er vigtigt, at bestyrelserne bliver klar over, hvilke muligheder AI giver.
- AI kan lave noget af det kedelige arbejde, men det er op til den enkelte, om man vil bruge det og hvordan, siger han og tilføjer, at AI skal bruges med omtanke.
- Man skal ikke copypaste. Sorter og brug det, som ser fornuftigt ud, ligesom man ville gøre, hvis man slog op på en hjemmeside eller kiggede i en avis. Det er nøjagtig den samme kildekritik, man skal huske.
Det kan du bruge AI til, hvis du skal finde på en aktivitet i boligafdelingen:
- Lave en liste over mulige aktiviteter
- Beskrive fordele og ulemper ved hver aktivitet
- Beskrive hvilke opgaver, der skal løses
- Lave en trin-for-trin plan for udførelsen
- Skrive en invitation
- Formulere opslag til sociale medier
- Skrive ansøgninger til fonde
Ordbog til AI:
- AI står for artificial intelligence = kunstig intelligens. AI bliver brugt i utallige værktøjer og tjenester på nettet.
- En Chatbot er en AI-software, som du kan tale og eller skrive med.
- ChatGPT er den mest kendte og brugte chatbot. Den er udviklet af OpenAI og findes i en frit tilgængelig og gratis version.
- En prompt er den sætning, du skriver, når du stiller en chatbot en opgave / et spørgsmål
Det skal du være opmærksom på, når du bruger AI:
- AI baserer sig på nogle ”store sprogmodeller”, som henter data og genererer svar ud fra store mængder af tilgængelig tekst. Uanset hvad du spørger om, giver den dig et svar, også selvom den ikke har de rette data. Svaret kan derfor være forkert, så vær kritisk.
- Jo mere konkret, du er i din prompt, jo skarpere bliver resultatet. Fortæl chatbotten din rolle, din opgave, og det du ønsker, den skal svare på.
- AI bruger meget energi. En prompt bruger gennemsnitligt lige så meget strøm som 40 opladninger af en mobiltelefon. Ét spørgsmål til ChatGPT kan kræve op til 50 gange mere vand, end hvis du bruger Google. Overvej derfor, om det, du skal have hjælp til, kan løses med en Google-søgning