Affaldet kom ned, og ballonerne kom op
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: Marianne Alsing
Hvordan gør man opmærksom på, at et nyt affaldssystem bestående af syv affaldsøer er klar til at blive taget i brug, når det ikke er muligt at holde indvielsesfest på grund af corona? I Holmebæk Huse, Køge alm. Boligselskab, satte ejendomsfunktionærerne på indvielsesdagen røde balloner op. De blafrede livligt i vinden og gjorde beboerne opmærksomme på, at de nu kunne aflevere deres affald i de fuldt nedgravede affaldsbeholdere.
- Vi vil gerne markere, at affaldsøerne nu er åbne. Det må gerne være festligt, og noget der spreder glæde, for affald er lidt kedeligt. Ejendomsfunktionærerne stod for at købe helium og balloner og at få dem sat op. Ved en af øerne mangler tre balloner, til gengæld har børn tegnet en masse hjerter med kridt – hvem ved, måske som tak for ballonerne, griner Marianne Alsing, landskabsarkitekt i DAB.
Klar til fremtiden
Køge Kommune begyndte sidste år at fraktionere affaldet mere, så den øvelse er ikke ny for beboerne. I februar 2020 vedtog beboerne projektet, og med de nye affaldsøer er boligafdelingen sikret, også når alle i landet skal til at sortere i 10 fraktioner.
- De fleste af de 10 fraktioner er tænkt ind, vi ved dog endnu ikke, hvor madog drikkekartoner skal afleveres. Men løsningen er fleksibelt udført, så vi kan tilpasse den, når tiden er inde. Vi kan også arbejde med tømningsfrekvensen, og Køge Kommune er fleksibel, forklarer landskabsarkitekten, der har stået for hovedprojekteringen.
Den nye løsning er også både pænere og mere brugervenlig end den gamle. Før havde boligafdelingen rullecontainere på 770 liter med tunge låg, der var placeret højt.
- Med de nye affaldsøer bliver Holmebæk Huse pænere, for der var ikke plads til de mange fraktioner med den gamle løsning med affaldsskure, så nogle af containerne stod uden for skurene. Nu, hvor affaldet er under jorden, giver det færre lugtgener, udover at det er pænere og mere trygt, da beboerne ikke skal ind i et mørkt skur, forklarer landskabsarkitekten.
Samarbejde med driften
Holmebæk Huse er en del af den samdrift, der holder til i Tinggården, og her har medarbejdernes indsats haft stor betydning for, at projektet har kunnet realiseres ordentligt. Blandt andet har ejendomskontoret været i dialog med kommunen om den fremtidige drift.
- Der har været en vis logistik i at få lukket veje og åbnet dem igen, undervejs som projektets faser blev gennemført. Vi har også være nødt til at beskære træer, så der er plads til at få tømt containere. Sekundært har vi haft en opgave med at hjælpe de håndværkere, der har været på sagen, forklarer ejendomsleder Preben Koch.
Den nye affaldsløsning vil formentlig komme til at frigive nogle mandetimer.
- Det får forhåbentlig den betydning, at vi i stedet kan bruge tiden på andre og mere spændende arbejdsopgaver her, for eksempel opgaver i det grønne eller beboerservice. Vi slipper for noget oprydning og for at køre containere frem og tilbage, så de kan blive tømt. Nu kører lastbilerne bare ind til øerne og tømmer dem. Vi håber også, at det betyder, at vi får sorteret mere og bedre. Fem af otte boligafdelinger i samdriften har nedgravede løsninger, og det gør altså, at vi sparer tid på renovation, forklarer Preben Koch.
Den samlede sum for projektet løber op i omkring 3,2 millioner kroner. Der er i alt 28 nedgravede beholdere og derudover syv containerskjul til papbeholdere.