796 stauder har skabt biodiversitet, liv og farver i parkeringsområde
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Sommerfugle, bier, brumbasser og andre insekter flyver lystigt rundt ved et nyanlagt grønt område ved en parkeringsplads i Køgemarken, Køge alm. Boligselskab. Her satte grøn koordinator Peter Reffling, sammen med sine kolleger, i maj 796 tørketålende stauder i et væld af smukke farver, efter den gamle, ensartede og halvvisne beplantning var blevet fjernet.
- Før var det alt muligt blandet, der skulle klippes flere gange om året. Det var grim og tæt beplantning. Nu har vi fået insektfremmende bede med stauder og natursten. Det er godt for biodiversiteten og giver også mindre vedligehold for os, da de kun skal klippes ned én gang om året. Det har vel taget en lille uges tid målt i arbejdstid, og vi har hjulpet hinanden, fortæller Peter Reffling, der har været grøn koordinator i samdrift Køgemarken, Blåbærparken og Skovparken i halvandet år.
Projektet har i alt kostet omkring 70.000 kroner, og DAB’s Strategiudvalg har støttet med 30.000 kroner. De penge er gået til stauder, levering og bortkørsel af jord, ny muld og grus.
Frie tøjler
Det var Peter Reffling, der fik ideen til området og sendte ansøgningen ind til strategiudvalget, men området er resultatet af en holdindsats.
- Vi fik frie tøjler til at gøre noget ved parkeringspladsen, som beboerne var kede af. Vi har gjort alt selv, undtagen at rydde beplantningen og køre bort. Vi har fået den gamle jord gravet væk, og ny leveret, og har så selv fordelt den nye jord ud, forklarer den grønne koordinator.
Beboerne i Køgemarken er kommet med positiv feedback til ejendomskontoret, og flere har valgt at tage fotos af det nye område.
- Du bliver jo lidt glad, når du kommer ud til det her. Jeg tror, det er tæt på at være den pæneste parkeringsplads i Køge. Beboerne har fået noget pænt at kigge på, og insekterne får pollen og nektar. Og så er de 28 natursten en dejlig solplads for insekterne, hvor de kan sidde og varme sig, siger Peter Reffling med et smil.
Et lille ”økosystem”
For Peter Reffling er der ingen tvivl om, hvorfor det giver mening at tænke biodiversitet ind i driften af boligafdelinger:
- Biodiversitet handler om livet på jorden. Vi skal passe på det, der er tilbage, og det er den primære årsag til, at har lavet vores helt eget lille ”økosystem” her og har fyldt en kedelig p-plads med farver, dufte og liv. Det er vi sgu stolte af, siger Peter Reffling.