18 boligafdelinger får tilsagn om tilskud til ladestandere
Tekst: Julie Grothen Foto: Johnny Gudmand Illustration: Uwe Jahn
18 boligafdelinger administreret af DAB har fået tilsagn om tilskud til opsætning af ladestandere fra Bolig- og Planstyrelsen. Tilskuddet udgør 25 procent af afdelingernes udgifter til etableringen. En af modtagerne er Bredalsparken i Hvidovre alm. Boligselskab. Her er DAB-formand Henrik Berg, selskabs- og afdelingsformand.
- Vi har søgt tilskuddet, fordi vi gerne vil videre med el-ladestandere. Jeg synes, det er rettidigt, at staten gør sig umage og lægger 30 millioner ud, som boligafdelingerne kan søge, fortæller Henrik Berg.
DAB har samarbejdet med de interesserede afdelingsbestyrelser om at få sendt ansøgninger af sted til Bolig- og Planstyrelsen. I alt har 71 DAB-administrerede boligafdelinger søgt om tilskud, og de 53, som ikke har modtaget tilsagn, er kommet på venteliste.
- Det er for lille en pulje, og det er ærgerligt, at alle ikke har fået. Men det er en begyndelse, og vi kan kun tilskynde, at man politisk bliver ved at tænke i de baner. Når man bor, som vi gør – til leje og almennyttigt – så skal det samme kunne lade sig gøre som i samfundet omkring os, lyder det fra Henrik Berg.
En opgave for boligselskaberne
Han oplever, at der er efterspørgsel blandt beboerne, og at de fleste gerne vil vente med at købe el- eller hybridbil, til de kan lade den op i boligafdelingen.
- Det ansvar er ikke DAB’s, men boligselskabernes, og jeg oplever, at mange selskaber er langt med det her. Vi har et ansvar, som vi må tage på os, for vi kan jo ikke lade beboerne etablere det selv. Vi er nødt til at centralisere det, og heldigvis kan vi trække på DAB som sparringspartner, forklarer Henrik Berg.
Brug for rådgivning
Han mener, det er vigtigt, at DAB de seneste år har været på tæerne med at yde rådgivning og sparring til de boligafdelinger, som overvejer ladestandere. Der kan være mange udfordringer forbundet med etableringen, for eksempel antal parkeringspladser, manglende rørføring og hele spørgsmålet om adgangen til strøm. I Bredalsparken skal man desuden tage hensyn til en bevarende lokalplan. For slet ikke at snakke om elpriserne, som er braget i vejret.
- Vi har haft meget brug for rådgivning. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været et stort arbejde. Alle skriger efter en entydig løsning, men det kan ikke lade sig gøre, i hvert fald ikke endnu. Der er et hav af forskellige løsninger, men måske vil det se anderledes ud inden for de kommende år, hvor hele samfundet får bygget infrastrukturen op, siger Henrik Berg.
Besluttes på afdelingsmødet
I Bredalsparken har drøftelserne været i gang længe, og bestyrelsen har taget ladestanderne op på afdelingsmødet både i 2020 og 2021.
- Vi er i fuld gang. Det er en proces, der har varet rum tid, og den er et fast punkt på bestyrelsesmødet i afdelingen hver måned. Vi har nedsat et udvalg, der arbejder sammen med driftschefen om det. Når beslutningen skal træffes, vil det ske på et ekstraordinært afdelingsmøde, hvor der skal være plads til debatten, forklarer Henrik Berg.