140 ekstra parkeringspladser vækker begejstring i boligafdeling
Tekst og foto: Johnny Gudmand
816 boliger i Vildtbanegård II har førhen delt 525 parkeringspladser, og beboerne har haft svært ved at finde pladser til deres biler. Afdelingsbestyrelsen samarbejdede med Landskab i DAB om en løsning, og i januar blev 140 nye parkeringspladser afleveret.
- Beboerne er glade for de nye parkeringspladser, og projektet er blevet rigtig godt. Det er fire områder, der har fået nye parkeringspladser, og samtidig er der skabt åbenhed, overskuelighed og kommet mere grønt. Manglen på parkeringspladser var et problem, og biler holdt ulovligt, fortæller afdelingsformand Dorte Hjort.
Bedre belysning
Boligafdelingen havde før et område med skrå parkeringspladser ved en vold, hvor pladsen ikke blev udnyttet optimalt.
- En af udfordringerne var, at lange biler stak ud. Parkeringspladserne er nu ”rettet op” og samtidig gjort længere. Det er blevet pænt at se på nu, fortæller landskabschef Mogens Bundgaard.
- Alene ved volden er der kommet mere end 30 nye parkeringspladser, fortæller landskabsarkitekt Stine Guldbæk.
- Vi har haft en god dialog med Mogens og Stine. De har givet en virkelig god rådgivning, siger Dorte Hjort.
Fremtiden og det grønne
Afdelingsbestyrelsen har stort fokus på, at det grønne bliver tænkt med ind i Vildtbanegård II’s forskellige projekter.
- Der skal være lyst og dejligt at bo her. Det grønne skal give en fornemmelse af tryghed, og vi har derfor bedt driften om at fjerne hække flere steder. Vi har desuden en masse gamle, usunde skovtræer, der generer, og her skal vi finde noget nyt at plante, forklarer afdelingsformanden.
Ejendomskontoret har hjulpet med de praktiske opgaver under det store projekt. Det har primært handlet om at svare på spørgsmål fra beboerne
- Derudover har vi været med til at finde en løsning på midlertidige parkeringspladser. Det har været et godt samarbejde hele vejen rundt, og der er lagt tomrør, så vi er klar til opladning af elbiler, fortæller mesterassistent Jan Steinert.