Malerister med plads til penselstrøg og pjat
Tekst og foto: Julie Grothen
Det er blevet til mange penselstrøg, udstillinger og ikke mindst gode grin hen over staffelierne i løbet af årene i Atelier Solen. I september blev 10 års-jubilæet markeret med to dage med åbent hus i boligafdelingen Nonnebankens festlokaler.
- Vi vil gerne skabe lidt liv i nærmiljøet og vise, hvad man få til at ske, selvom Herfølge ikke er verdens største by, fortæller Anne Bjerregaard Andersen.
Maleristerne, som de kalder sig, har adgang til atelieret alle dage, men de mødes oftest tirsdag og onsdag, hvor nysgerrige også kan kigge forbi.
- Jeg kommer, fordi vi har et fællesskab. Vi har god inspiration af hinanden, og vi er glade for at have lokalet i vores nærområde, siger Lena Vitcetz Smidt.
- Dette værksted betyder så meget for mig, sammen med de maleglade piger, og det sammenhold og fællesskab vi nu har haft igennem 10 år. Det er et fantastisk sted at bo her i Herfølge med de skønne omgivelser og rare flinke mennesker, vi møder hver dag, siger Marie Torp.
Lokalt fællesskab
I selve atelieret er der malerpletter på gulvet, og der er fyldt med lærreder, pensler og tuber med maling. På bordkanten er der sat dymostrimler med navne, for alle har deres faste pladser.
- Det med at have en fælles interesse giver anledning til at mødes. Vi er så forskellige mennesker. Jeg er 52 og den yngste, og for mig er det jo bare malerveninderne, siger Anne B. Andersen.
Atelieret har et køkken, hvor maleristerne kan lave te og kaffe, og et køleskab, hvor de lægger deres madpakker. På væggen hænger en seddel med deres rengøringsturnus.
- Det er et dejligt fællesskab, og for det meste maler vi, men vi sludrer også. Vi kender hinanden så godt, og vi kan godt sige, når der er noget, siger Bente Gregersen, som også nyder at tage sine børnebørn med i atelieret.
Plads til flere
I 2009 stod lokalet ubrugt hen, og samtidig ledte de dengang 17 malerister, som havde mødt hinanden på et malerkursus hos FOF, efter et sted at male. Flere af deltagerne boede i området, og de tog fat i daværende ejendomsmester Torben Nielsen, som hjalp med at finde det ledige lokale.
- Vi er dybt taknemmelige over, at vi får lov til at bruge det. Og vi faldt helt i svime over, at vi også fik pudset vinduer, siger Anne Ulrich med et stort smil.
De kreative kvinder har også været på ture for at se udstillinger sammen flere gange. De er enige om, at det er dejligt at grine og være kreative sammen, og de vil gerne have flere med.
- Mændene holder sig lidt tilbage. De ville nu ellers være velkomne, tilføjer Lena Vitcetz Smidt.