Kun få forårspakker tilbage
Af Martha Libach Burup
I foråret introducerede DAB tre forskellige forårspakker, der kan være med til at styrke fællesskabet i boligafdelingerne. Mange af forårspakkerne er allerede taget i brug i boligselskaberne og der er kun få tilbage.
DAB tilbyder tre forskellige forårspakkerpakker: Fodbold, Fællesspisning og Spirekassen.
Fælles om fodbold
Alle kan spille fodbold uanset alder, erfaring og køn, nogle gange kræver det bare, at spillet bliver tænkt på en lidt anderledes måde. Aktivitetspakken Fodbold indeholder en guide til at komme godt i gang og opskrifter på alternative måder at spille fodbold, hvor alle kan være med. Der medfølger fodbolde, kegler og veste.
Fællesspisning
Mange steder mødes beboere til fællesspisning i boligafdelingen. Om sommeren er det oplagt at flytte bordene udendørs og eventuelt tænde op i grillen. Kom nemt i gang med aktiviteten Fællesspisning, der indeholder opskrifter til inspiration, en guide til værterne og forslag til invitationer. Derudover medfølger også små kort med spørgsmål, der hurtigt får snakken i gang.
Spirekassen
Med aktiviteten Spirekassen er der rig mulighed for at få jord under neglene og pleje naborelationerne over spirende krydderurter og grøntsager. I kan for eksempel holde en fælles havedag, hvor boligafdelingens grønne fællesområder får en kærlig hånd, eller I kan være fælles om at plante blomster og frø til glæde for alle beboere i området. Med Spirekassen følger plantekasser til udendørs brug, en vandkande og plantefrø.
Ønsker boligafdelingen en forårspakke, er det afdelingsbestyrelsen, der skal tage kontakt til DAB. Aktivitetspakkerne er gratis, og uddeles så længe lager haves.
Læs mere om Fællesskab og Frivillighed på dabbolig.dk/frivillighed.