Kom med til DAB-mesterskabet i petanque
Tekst: Kenneth Wöhlisfelt.
Hvis du godt kan lide at spille petanque og hygge dig i andres selskab, så læs videre. Aktive fællesskaber i DAB er nemlig gået sammen med Dansk Petanque Forbund om at afvikle en turnering – og du kan være med.
Petanque er sjovt, og reglerne er nemme at lære. Til turneringen er der sørget for baner til alle og dommere, der guider jer gennem spillet og reglerne.
Det hele foregår lørdag den 25. juni fra klokken 10 til 16 på banerne hos Star Masters Danmark i Solrød, en halv times kørsel fra København.
- Petanque er en stor sport i mange af vores boligafdelinger – og flere af dem har endda egne baner, hvor beboerne har mange gode timer sammen. Med den her turnering vil vi prøve at styrke fællesskabet på tværs af afdelingerne, fortæller Christine Wenstrup, der er fællesskabskonsulent i DAB.
Skynd dig at melde dig til
Aktive fællesskaber har gennem de seneste år planlagt turneringen i tæt samarbejde med Dansk Petanque Forbund.
- Nu er vi heldigvis klar, og vi glæder os til at se mange boligafdelinger til turneringen, hvor der er plads til 100 deltagere. Udover turneringen byder dagen også på en god frokost for deltagerne, forklarer Christine Wenstrup.
Du kan tilmelde dig alene til turneringen – eller som et hold med to eller tre personer. Din boligafdeling kan i alt få ti pladser. Når 100 er tilmeldt, lukkes der for tilmeldingen, så det er bare med at være hurtig.
Hvis du er interesseret, så send en mail til aktiv@dabbolig.dk Skriv navnet på dit boligselskab, afdelingen og eventuelt navn på holdmedlemmer. Du kan kontakte fællesskabskonsulent Christine Wenstrup, hvis du har spørgsmål til arrangementet. Hun træffes på chwe@dabbolig.dk eller telefon 7732 0113.